Hvis en byggearbejder falder ned fra 4 meters højde, så rammer han jorden med en fart på næsten 32 km/t. Den livsfarlige risiko var en ansat i Aalborg udsat for.
Han monterede dele på en ny altan, og havde taget faldsikringsudstyr på. Men linen var 4,5 meter lang og afstanden til jorden kun 4 meter. Derfor ville den ikke hjælpe.
Arbejdstilsynet opdagede faren og pålagde virksomheden straks at sikre forsvarligt mod at falde ned.
Nu har Arbejdsmiljøklagenævnet énstemmigt godkendt Arbejdstilsynets påbud. Afgørelsen er ifølge Arbejdstilsynet et opgør med faldsikringsudstyr som falsk tryghed.
- Vi oplever, at faldsikring bliver brugt i situationer, hvor det ikke er tilladt. Det må kun bruges, når der ikke er andre løsninger, siger tilsynschef Charlotte Hougaard Juhl fra Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F.
Faldlinen i Aalborg var ikke bare alt for lang. Den var også flosset og slidt, viser billeder. Den tilsynsførende frygtede, den kunne blive revet over.
Derudover var den surret omkring en bjælke med skarpe kanter. Her kommer fare nummer tre: Den kunne i værste fald blive skåret over, hvis der kom et træk i den.
- Faldsikring kan som udgangspunkt kun anvendes til opgaver, som er af kortere varighed, hvilket vil sige mindre end fire mandetimer. Det betyder, at hele opgaven samlet set ikke må tage mere end fire timer at udføre, uanset hvor mange folk man bruger, siger tilsynschef Charlotte Hougaard Juhl.
Virksomheden med projektet i Aalborg er LSM:Steel Construction. Medindehaver og projektleder Dennis Rasmussen fortæller, at firmaet accepterede kravene fra Arbejdstilsynet og rettede ind efter dem.
- Men vi var uenige i nogle af Arbejdstilsynets begrundelser, og derfor klagede vi til Arbejdsmiljøklagenævnet, siger Dennis Rasmussen til Fagbladet 3F.