Det var ved at blive en uværdig affære, når kisterne skulle transporteres den stejle vej fra ligkapellet og over i kirken til en begravelse i Uggerløse Kirke i Nordvestsjælland. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Efter at Arbejdstilsynet havde indskærpet, at kirkepersonale ikke må bære kister i forbindelse med begravelser eller bisættelser, var graveren i Uggerløse nødt til at køre kisten på en vogn spændt efter kirkens plæneklippertraktor. Og når den skulle helt ind i kirken, måtte han skubbe den ved hjælp af traktoren, hvis han skulle undgå et manuelt løft.
- Det var ikke en særlig etisk løsning. Valget stod derfor mellem at investere i udstyr til over 300.000 kroner til at køre kisterne eller at lukke kapellet. Da vi ikke havde så mange penge til rådighed, besluttede vi for snart fem år siden i stedet at tage kapellet midlertidigt ud af drift, siger Niels Weinreich, menighedsrådsmedlem og formand for kirkegårdsudvalget i Ugerløse Kirke.
Men dermed er kirken samtidig løbet fra sit ansvar, lyder det fra brancheorganisationen Danske Bedemænd.
Reglen lyder nemlig, at hvis en kiste bliver sat i kirkens ligkapel, er det kirkepersonalets ansvar at få den transporteret over i kirken og op foran alteret til en begravelse eller bisættelse, hvilket ofte kan være en besværlig opgave i gamle, snævre middelalderkirker.
Hvis der ikke er noget ligkapel, er det de pårørendes og dermed typisk bedemandens ansvar at få kisten på plads i kirken.
- Kirkerne lægger hele problemet over til bedemanden. Så er det, at vi spørger: Hvad er det, der er ved at ske? Vil man helt trække sig fra ansvaret for det praktiske ved en begravelse?", siger Ole Roed Jakobsen, direktør for Danske Bedemænd.
Han tilføjer, at det er et tiltagende problem over hele landet, at kirker lukker deres ligkapeller.
Der findes ikke en fyldestgørende liste over, hvilke ligkapeller der er lukket. Kristeligt Dagblad kender dog til 15 menighedsråd rundt om i landet, der over de seneste få år har taget deres ligkapel ud af drift af mange forskellige grunde. Men uanset hvad grunden er, så er konsekvensen, at det er bedemanden, der står tilbage med de praktiske udfordringer med at få kisten ind i kirken, siger Ole Roed Jakobsen.