Rejsekortet ligger trygt i pungen eller lommen, men kommer du for tæt på rejsekortets standere, kan den tjekke ind eller ud, skriver metroxpress.
Det oplevede Simone Wolf for nylig, da hun havde sin kærestes rejsekort liggende i tasken. Simone Wolf har selv et månedskort, som hun brugte på turen, men på vej ind i bussen kommer tasken tæt på standeren.
Simone Wolf finder først ud af, at kortet har tjekket sig selv ind, da hendes kæreste modtager en opkrævning for rejsen.
Rejsekortets kundeservice indvilger i at betale opkrævningen tilbage i den konkrete sag og skriver således i en mail til Simone Wolf:
- Vær opmærksom på at holde afstand til standerne, da de godt kan skanne igennem jakkelomme, pung, tasker osv.
Metroxpress har kørt med bus og testet, om Simone Wolf blot har været uheldig, eller om tjek ind-fejlen kan ske for alle.
Og det er ikke svært for de blå standere at tjekke et kort ind eller ud, mens det befinder sig dybt i lommen. Sådan en fejl kan betyde en bøde på op til 750 kroner, hvis kortet tjekker sig selv ud, inden rejsen egentlig er slut.
1. juli er det helt slut med at købe klippekort i hovedstadens kiosker og på stationer, når rejsekortet tager over.
/ritzau/