Regitze kan ikke selv trække vejret, mens hun sover.
Det må en respirator gøre for den unge kvinde.
Siden hun blev født, har hun fået hjælp døgnet rundt, men nu skærer kommunen ned på hjælpen til Regitze.
Det betyder, at hun i fremtiden kun har en handicaphjælper fra 22.30 om aftenen til klokken otte om morgenen. Regitzes mor frygter, at den beslutning vil koste hendes datter livet.
Det skriver TV2 Fyn.
Det er sygdommen Ondines Syndrom, der gør, at Regitze holder op med at trække vejret, når hun falder i søvn. Tidligere har handicaphjælpere sørget både for, at Regitze fik hjælp med respiratoren, men også, at hun ikke faldt i søvn i dagtimerne.
Men nu skal den unge kvinde selv stå for det. Og hendes mor er bange for, hvad der sker, hvis Regitze falder i søvn, når hun er alene.
- Hvis Regitze falder i søvn, så sover hun direkte ind i døden, siger hun til TV2 Fyn.
- Jeg vil ikke komme op en aften klokken 22, og så er hun faldet i søvn foran fjernsynet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre, siger hun.
Det er familiens flytning fra Slagelse til Odense, som gør, at Regitze Müller har fået en ny lægelig vurdering på hendes tilstand.
Odense Kommune og Region SydDanmark udtaler til TV 2 Fyn, at de henholder sig til den lægefaglige vurdering.
Kilde: TV2 Fyn