Regeringen vil tømme en pulje for jobrotation, der giver unge ledige med en videregående uddannelse mulighed for at snuse til til jobmarkedet. Det skriver Politiken.
I år er der afsat 335,8 millioner kroner til denne særlige pulje, men i finanslovsforslaget for 2014 har regeringen kun afsat 54,7 millioner kroner, og puljen bliver dermed reduceret med 84 procent.
Der er en fejldisposition af dimensioner på et tidspunkt, da antallet af unge ledige med videregående uddannelser fortsat vokser, mener hovedorganisationen FTF, der organiserer omkring 450.000 offentligt og privat ansatte:
- Det er alt for tidligt at afblæse krisehjælpen til ledige. Regeringen har med beskæftigelsesministeren i front gjort en stor indsats med jobrotation i 2013, og det bør man også sætte penge af til i 2014. Ministeriet har selv i 2013 argumenteret godt for ordningens nødvendighed, og de argumenter gælder stadig, siger FTF's formand, Bente Sorgenfrey, til Politiken.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) bekræfter, at puljen til de unge ledige med videregående uddannelser ser ud til at blive mindre næste år. Men hun vil ikke udelukke ekstra bevillinger, når det såkaldte Carsten Koch-udvalg fremlægger sine anbefalinger til et bedre beskæftigelsessystem.
- Vi prioriterer jobrotation og har gjort det i flere omgange. Når vi har anbefalingerne fra Carsten Koch, må vi se på, hvordan ordningen spiller bedst sammen med de øvrige tilbud til ledige, skriver ministeren til Politiken.