Kanye West er modsat sin kæreste, realitystjernen Kim Kardashian, ikke meget for at fortælle om sit privatliv. Men alligevel er det lykkedes for talkshowværten Kris Jenner at få rapperen i sofaen til et interview om sit liv, kærligheden til Kardashian og om sin nyfødte datter, North West.
Kris Jenner er mor til Kim Kardashian, og det er med al sandsynlighed familierelationen, der er grunden til, at Kanye West har droppet sine principper om ikke at give interviews.
- Vi bor sammen. Han er min sambo. Så en dag ude på gangen spurgte jeg ham, om vi ikke skulle gøre det, siger Kris Jenner til Extra TV om hvordan hun fik arrangeret interviewet.
Hun blev i midten af juni mormor til pigen North West, og rygterne og de sociale medier svirrer om, at Kanye West bruger sin tv-optræden i talkshowet til at vise det første billede af den lille pige, der indtil videre har været skærmet fra offentligheden.
- Det kan godt være, i snart får hende at se, svarer Kris Jenner kryptisk, da hun bliver spurgt, hvornår folk får lov at se hendes barnebarn.
Interviewet bliver sendt fredag i USA.
/ritzau/