Det syriske regime og dets tilknyttede militser målretter bevidst deres angreb mod hospitaler, sundhedspersonale og ambulancer, lyder det i en ny FN-rapport ifølge Information.
Regimestyrkerne og deres paramilitære militser "forstyrrer og bruger lægehjælp som et instrument til at fremme militære og strategiske mål", hedder det videre i rapporten, der er lavet af en uafhængig kommission.
- Regeringsstyrker udelukker lægehjælp til folk fra oppositionskontrollerede områder og områder, der er associeret med oprøret som en generel strategi, lyder dommen fra undersøgelseskommissionen.
- Denne gennemføres med angreb på lægeenheder, ved at gøre hospitaler til farlige steder at opholde sig, ved at gøre lægepersonale til mål og ved at blande sig i patienters behandling, fortsætter kommissionen.
Den kritiserer samtidig også oprørssoldater for heller ikke altid at tage hensyn til hospitaler i kampe med regeringsstyrker.
Under Syriens to et halvt år lange borgerkrig er angreb efter angreb på hospitaler og lægepersonale blevet dokumenteret, skriver Information.
For en uge siden blev et improviseret felthospital i byen al-Bab, der ligger i et oppositionskontrolleret område 30 kilometer fra Aleppo, angrebet fra luften. Da flyene var forsvundet, kunne de tililende grave 11 lig ud af ruinerne.
Alle dræbte var civile, to af dem læger, resten patienter. Mindst to af dem børn. Hele felthospitalets intensiv- og røntgenafdelingen blev ødelagt af fly fra den syriske regeringshær, skriver avisen.
/ritzau/