Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs assistenter siger, at han blev forgiftet ved at drikke af en vandflaske på sit hotelværelse 20. august i den sibiriske by Tomsk - og ikke af en kop te i lufthavnen, som tidligere antaget.
Navalnyjs hold har fremsat udtalelsen på det sociale medie Instagram sammen med en video.
Den russiske oppositionspolitiker lagde tidligere på ugen et foto ud på Instagram, hvor han sidder op i sengen på et hospital i Berlin. Han er nu i stand til at trække vejret selv uden at få ilt.
Navalnyj er indlagt på et hospital i Berlin efter at være blevet udsat for nervegiften Novitsjok. Hans allierede har tidligere antaget, at han blev forgiftet af en kop under et besøg i Sibirien 20. august.
Han blev først indlagt på et sygehus i Omsk, men lægerne der var ikke i stand til at fastslå, hvad han fejlede.
- Han er for øjeblikket i gang med bevægelsesøvelser og er i stand til at forlade sin seng i korte perioder, hed det mandag i en erklæring fra hospitalet Charité i den tyske hovedstad.
Den tyske regering oplyste mandag, at laboratorier i Sverige og Frankrig har bekræftet et tysk militærhospitals oplysning om, at det er nervegiften Novitsjok, der er brugt mod Navalnyj.
Dermed bør Ruslands kritik af Tyskland høre op i denne sag, sagde den tyske udenrigsminister, Heiko Maas.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har bedt om en god forklaring fra den russiske regering, som tilbageviser enhver skyld.
Navalny har sagt, at han ønsker at vende tilbage til Rusland så hurtigt som muligt.
Den russiske regering nægter ethvert kendskab til forgiftningen af den fremtrædende kritiker af præsident Vladimir Putin.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters