Et boksebrag mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud er i støbeskeen, og deres promotorer forhandler i øjeblikket.
Det skriver DR.
Hvis landets største bokseprofiler skal mødes i ringen, kræver det, at der opnås enighed om de økonomiske forhold, og der halter det en anelse.
Ifølge DR har Mogens Palle, som repræsenterer Sarah Mahfoud, sendt et endegyldigt tilbud til Nisse Sauerland, der er promotor for Dina Thorslund.
DR har set tilbuddet og beskriver, at Mogens Palle tilbyder 360.000 kroner til vinderen af kampen, mens taberen vil få 240.000 kroner ud af anstrengelserne.
Palles tilbud er blevet besvaret med et tilbud fra Sauerland-lejren.
- Jeg ville elske at se en kamp mellem de to. Det kan blive en kæmpe kamp, og der er meget interesse og rivalisering mellem de to boksere. Det kunne være vildt spændende at se, hvem der er den bedste kvindelige bokser i Danmark, siger Nisse Sauerland til DR.
Han udtaler til DR, at det kun er Mogens Palle, der står i vejen for, at kampen kan blive en realitet.
Mogens Palle virker dog ikke synderligt indstillet på at forhandle.
- Det er det eneste sande, han (Nisse Sauerland, red.) nogensinde har sagt. Det er rigtigt, at jeg kan forhindre kampen.
- Og det kommer jeg til, hvis ikke de tager imod mit tilbud. Det er mit tilbud eller ingenting, siger Mogens Palle.
Begge boksere er ubesejrede i deres professionelle karrierer.
25-årige Dina Thorslund bokser i superbantamvægt (55,34 kg), og hun har seks sejre på knockout ud af 13 sejre. Hun er indehaver af VM-bæltet i forbundet WBO.
29-årige Sarah Mahfoud har bokset otte kampe som professionel og har vundet alle. De tre af kampene er vundet på knockout. Hun står til en VM-titelkamp hos forbundet IBF.
/ritzau/