Skoven hjælper Amina Elmi med at skrive digte. Gåture under trækronerne uden musik i ørerne får nemlig tankerne på gled og frigiver plads til nye indtryk.
- Der sker noget, hvor jeg falder tilbage i mig selv. Det hjælper mig både som menneske og i mit arbejde, at jeg øver mig i at være til stede, fortæller forfatteren, der er årets modtager af Bogforums Debutantpris for digtsamlingen "Barbar [Tavshedens objekt]".
Hun ser poesi som en stor øvelse i at iagttage verden og egentlig bare at være til.
- Det kræver, at du aktiverer de forskellige sanser, så der skabes plads til, at noget nyt kan komme ind. Det er også et privilegeret sted at være - at have det overskud. Men alle kan gøre noget for at skabe små åndehuller for sig selv, siger Amina Elmi.
Samtidig er det vigtigt at finde tid i hverdagen til at stille sig selv eksistentielle spørgsmål, mener hun. Væsentlige spørgsmål kunne være: "Lever jeg et autentisk liv? På hvilke områder gør jeg ikke? Og hvilke begrænsninger står i vejen - og er det nogle, jeg selv har sat, eller kommer de udefra?"
- Vi lyver for os selv hver dag og tror, vi lever et lykkeligt liv, hvis vi krydser nogle punkter af på en liste. Vi lever i et samfund, hvor der er alle mulige forventninger til, hvordan vi skal leve vores liv, og det er bare ærgerligt, hvis vi ender med at opfylde andres forventninger i stedet for vores egne, siger forfatteren.
Går der for lang tid imellem hendes tænksomme ture i skoven, mærker hun det på måden, hun agerer på i hverdagen, fortæller hun.
- Så bliver der flere af sådan nogle automatreaktioner, hvor jeg bare kører derudad, og jeg skælder måske ud på folk, uden at det er så gennemtænkt.
Ud over at tage ud i skoven anbefaler Amina Elmi, at du finder en form for fysisk aktivitet, som du kan udføre alene.
- Det kan være at svømme eller strikke. Det skal være noget, der fjerner fokus fra dig selv, så du ikke er hyper opmærksom på dig selv. På den måde får det en meditativ klang over sig.
Nogle gange sætter hun sig ned og mediterer, men hun har ikke en fast praksis for det.
- Det giver lidt den samme følelse, som når jeg beder. Det er en følelse af afkoblethed fra verden, hvor jeg føler mig forbundet med noget andet. Det bruger jeg for at kunne skrive. Der er noget støj, der skal ud af hovedet, før der kommer noget, jeg kan arbejde med, fortæller Amina Elmi, som opnår en følelse af lethed, når hun mediterer eller beder:
- Det er som at trække vejret på en anden måde, og jeg kæmper generelt med min vejrtrækning. Så det at bede eller meditere giver plads til intentionelle vejrtrækninger, og det gør noget godt for mig i dagligdagens trummerum, hvor jeg glemmer at lægge mærke til mit åndedræt, siger hun.
/ritzau fokus/
Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus