Priserne eksploderer: Se hvor stigningen er størst

I januar er priserne på lejligheder i Region Hovedstaden steget med 3,5 procent over det seneste år til 37.700 kroner per kvadratmeter. Det er det højeste nogensinde, viser tal fra Boligsiden.dk. (Arkivfoto) (Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix)

Priserne på lejligheder i Region Hovedstaden nåede i januar 37.700 kroner per kvadratmeter ifølge Boligsiden.

Efter et par år med bump på vejen har priserne på lejligheder i hovedstadsområdet nået nye højder.

Over det seneste år er priserne på lejligheder i Region Hovedstaden steget med 3,5 procent, så de i januar lød på 37.700 kroner per kvadratmeter. Det er det højeste nogensinde.

Det viser Boligsiden.dk, der har tal tilbage til 2010, og Finans Danmark med tal tilbage til 1992.

De stigende priser svarer til, at en tre-værelses lejlighed på 80 kvadratmeter nu koster lidt over tre millioner kroner.

Ifølge Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden, har priserne blandt andet fået et løft, efter at regeringen besluttede at udskyde nye boligskatter fra 2021 til 2024.

De nye regler har ifølge hendes vurdering skabt usikkerhed om, hvad boligejerne fremover skal betale i boligskat, og det har påvirket interessen for at købe lejlighed.

- Der er kommet rigtig godt gang i lejlighedsmarkedet igen. Det har især været på grund af udskydelsen af ejendomsvurderingerne. Det har skabt mere aktivitet, siger Birgit Daetz.

Udskydelsen har blandt andet betydet, at købere, som overtager en lejlighed inden 2024, får en skatterabat, der tidligere kun gjaldt lejlighedskøb inden 2021.

For folk, der køber projektlejligheder, som er færdige inden 2024, er der også en rabat.

Enorm efterspøgsel

Birgit Daetz forventer, at resten af 2020 vil være præget af høj aktivitet på lejlighedsmarkedet omkring hovedstaden.

- Der er en enorm efterspørgsel for ejerlejligheder i København, og samtidig er der historisk lave renter, og det gør, at det ikke er så dyrt at finansiere en lejlighed, selv om prisen er høj, siger Birgit Daetz.

Det er ikke kun omkring hovedstaden, at priserne på ejerlejligheder er steget i årets første måned.

Det samme gør sig gældende i Region Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark, hvor priserne er steget tre til seks procent over det seneste år.

I Region Sjælland, der også tæller Lolland-Falster, er priserne derimod skrumpet med lidt over en procent det seneste år.

Det seneste år har generelt set budt på stigende priser på ejerlejligheder i Danmark.

Det viser tal fra boligsiden.dk, der samler al information om boligannoncer- og salg fra landets ejendomsmæglere. 

FAKTA

Her er en oversigt, der viser, hvordan priserne per kvadratmeter har udviklet sig det seneste år. Tallet i parentes er udviklingen i procent.

Region Hovedstaden: 37.700 kroner (+3,5)

Region Midtjylland: 23.406 kroner (+3,3)

Region Nordjylland: 17.872 (+4,9)

Region Sjælland: 15.122 kroner (-1,3)

Region Syddanmark: 16.838 kroner (+6,0)

Hele landet: 28.350 kroner (+3,8)

Kilde: Boligsiden.dk

/ritzau/