Det kan godt være Prins Henrik er gået på pension. Og selvom det indtil nu er lykkedes ham meget godt at holde sig fra officielle arrangementer og hellige sig pensionistlivet, var det alligevel en for stor fristelse, da han hørte om Jydsk Vædeløbsbanes idé.
Et væddeløb til ære for prinsgemalen selv med navnet "Prins Henriks Cup".
Derfor har han sagt ja tak til den officielle indbydelse fra Jydsk Væddeløbsbane om at være gæst mandag den 28. marts, 2. påskedag, hvor det nyindstiftede travløb afholdes.
Det skriver stiften.dk.
- Det er en stor glæde for os, at prinsgemalen vil komme og overvære løbet. Kongehusets bevågenhed, medvirker selvsagt til at kaste ekstra glans over væddeløbssporten,« siger Paul Bjerring, der er bestyrelsesformand ved Jydsk Væddeløbsbane ifølge Stiften.dk.
Kuskene skal dyste om en præmiesum på 20.000, en sølvpokal og et æresdækken.