Det er efterhånden mange år siden, at Mariah Carey lå nummer et på hitlisterne verden over. Men det er alligevel en sand verdensstjerne, som Aalborg får besøg af, når popsangerinden kommer forbi Aalborghallen 4. juni 2019 med sin "Caution World Tour".
Koncerten i Nordjylland har plads til 2400 siddende publikummer og kan altså efter Mariah Carey-målestok betegnes som en intimkoncert.
Hendes 15. studiealbum "Caution" blev udgivet 16. november 2018 til forholdsvis gode anmeldelser. Det strøg i sin første uge ind på femtepladsen på Billboard 200-listen.
På "Caution" har hun forsøgt at opdatere sin musik til det nuværende poplandskab. Blandt andet gæster nuværende stjerner som Blood Orange, Ty Dolla Sign og Gunna hendes album.
Musikmediet Gaffa gav albummet fem ud af seks stjerner og kaldte det "et skidegodt album".
- Efter at have haft doven-diva-gider-ikke-mere-mærkatet påklistret sin bagdel i omkring et årti er Mariah pludselig tilbage, skrev Gaffa.
Hendes selvbetitlede debutalbum udkom i 1990 og var i 1991 det bedst sælgende album i USA. Siden har Carey haft utallige sange på toppen af de internationale hitlister. Størstedelen af dem har hun selv skrevet.
Hun er den bedst sælgende kvindelige artist i verden med mere end 200 millioner solgte albums.
Carey har vundet fem Grammy Awards og 14 Billboard Music Awards i sin karriere.
Foruden Aalborg kommer hun blandt andet også forbi London, Paris og Barcelona i 2019.
Torsdag 31. januar kom hun i problemer, da hun optrådte i Saudi-Arabien.
Adskillige aktivister ville ifølge CNN have koncerten aflyst, fordi 11 kvindelige menneskerettighedsaktivister sidder fængslet i landet.
Protesterne fik dog ikke Carey til at aflyse sin optræden.
Billetsalget til koncerten i Aalborg begynder fredag 8. februar klokken 10.
/ritzau/