Gaderne er fyldt med frivillige med grønne konservative jakker, røde socialdemokratiske roser og breve fra SF.
Men her til morgen er også de store politikere gået til kamp på gaden for at sikre sig de sidste vælgerstemmer.
På Nørreport Station i København blev de togrejsende beæret med besøg af statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (S).
"Jeg har lyst til at kæmpe til sidste minut, og nu er valgstederne åbne, og jeg er glad for, at vi har taget den sidste skalle her," understreger Helle Thorning-Schmidt.
Hendes røde kompagnon partileder Villy Søvndal nåede også turen forbi den travle station for at dele røde breve ud til tvivlende vælgere.
"Hver eneste stemme tæller jo, og derfor er det bare helt afgørende, at vi er med helt til slut for at sikre, at så mange som muligt går hen og sætter deres kryds," siger Villy Søvndal.
Også den konservative udenrigsminister Lene Espersen var trukket i den genkendelige grønne C-jakke, og sammen med partifællen Rasmus Jarlov, forsøgte de at nuppe stemmer i den modsatte retning af de to røde ledere.
"Jeg ved ikke, hvor mange vi får rykket her den sidste dag, men jeg tror, det er vigtigt, at man har synlighed, så folk kan se, hvem man er, og at man er en af de kandidater, der stiller op i København," fortæller Rasmus Jarlov.
Jarlov regner med, at Danmarks statsminister stadig hedder Lars Løkke Rasmussen i morgen, men regner med en spændende kamp. Der er Helle Thorning-Schmidt for en gang skyld enig med en Konservativ holdning.
"Jeg er overhovedet ikke sikker (på at blive statsminister, red.). Det er et tæt valg, og jeg håber, der er rigtig mange, der kommer ud og stemmer i dag. Det kan gøre en kæmpe forskel for Danmark, hvis vi får et nyt flertal," siger statsministerkandidaten.