Det var en, der var to, der var… 47!
Mike Digout troede knap sine egne øjne, da han forleden besøgte et særligt smukt sted på Saskatchewan. Her blev han nemlig mødt af en gåsemor, der stolt sejlede rundt på floden med ikke mindre end 47 små, søde gæslinger.
Et par dage forinden var den canadiske mand for første gang stødt på den store familie på floden. Men første gang, han mødte den stolte mor, tog hun sig ”kun” af 16 af de små, nuttede fjerbolde.
Mike Digout vendte tilbage til stedet flere gange, og for hver gang havde gåsen fået endnu flere gæslinger under sine vinger. Hans konklusion er derfor, at gåsen agerer dagplejemor mor andre gæs i nærheden.
Og det er faktisk ikke så usædvanligt, at gæs hjælper hinanden med at passe på afkommet – så de andre nybagte forældre kan få en friaften. Men i dette tilfælde kræver det nok en mere end almindeligt tålmodig plejemor.
– Det var utroligt at se, hvor rolig hun var med så mange gæslinger omkring sig. Hun virker som en virkelig tålmodig mor, siger Mike Digout ifølge Daily Mirror.
Gæs er flokdyr og får ifølge ducks.com mellem to og syv gæslinger i et kuld. De voksne gæs er særdeles beskyttende overfor deres afkom, og vil angribe alt, den ser som en trussel – inklusive mennesker. Derfor ligger overlevelsesraten også forholdsvis højt blandt gæslinger: Mellem 62 og 86 % klarer sig igennem og bliver voksne gæs.