Udover at besidde stillingen som Folketingets formand er Pia Kjærsgaard (DF) også borger i Gentofte Kommune.
Og det er på den baggrund, at den tidligere formand for Dansk Folkeparti har skrevet et læserbrev til lokalavisen Villabyerne, hvor hun sætter kraftigt spørgsmålstegn ved politikerne i Gentofte Kommunes dømmekraft i forhold til bosætning af flygtninge.
Kommunalpolitikerne er blevet enige om en bosætningsplan, der i følge Ekstra Bladet betyder, at omkring 50 flygtninge skal flytte ind i en uudnyttet hospitalsbygning på Gentofte Hospital blot 200 meter i fugleflugtslinje fra Pia Kjærsgaards hjem.
Og den beslutning huer tilsyneladende ikke Folketingets formand.
I hvert fald insinuerer hun i sit læserbrev, at man burde have undersøgt andre muligheder og overvejet, hvordan man i stedet kunne tjene penge på hospitalsbygningen og de øvrige kommuale bygninger, der efter planen skal huse i alt 294 flygtninge, som er blevet visiteret til kommunen i 2016
"I mange kommuner har man oprettet teltlejre, flygtningepavilloner og andre foranstaltninger af midlertidig karakter. Har man her i kommunen undersøgt den mulighed? Har det overhovedet været debatteret? Eller har man blot kastet et hurtigt blik på tomme bygninger uden at undersøge, om det var mere gavnligt for kommunens økonomi at realisere dem?" skriver hun i læserbrevet.