Tanken om, at størstedelen af Danmarks befolkning har haft mulighed for at se den unge jobansøger dyrke sex for åben skærm, stikke venner og kærester i ryggen og komme på top ti over dummeste citater nogensinde, kan nok skræmme selv den mest frisindede arbejdsgiver væk.
De seneste dage har der været en del debat i medierne om, at deltagelse i realityprogrammer som Paradise Hotel kan ødelægge fremtidige jobmuligheder for de unge deltagere.
Ifølge chefcaster på det populære program, Mette Bennike, har de ikke hørt om problemer for de unge på jobmarkedet.
"Mange af dem vælger at få job i tøjbutikker eller lignende steder, og der har vi ikke hørt om arbejdsgivere, som har sagt 'aj, du har knaldet på tv', så kan du ikke stå og sælge trusser," sagde hun i går til ekstrabladet.dk.
Men Nick, som i år deltager i Paradise Hotel for anden gang, har større planer end at ende som ekspedient i en tøjbutik. Han læser på Copenhagen Business School og vil gerne have job hos Mærsk, når han er færdig.
Og til trods for udskejelserne for åben skærm, vil Mærsk ikke blankt afvise, at han kunne blive ansat en dag.
"Vi kan ikke kommentere direkte på en ansøgning, vi ikke har modtaget. For os er det vigtigste ansøgerens kvalifikationer og hans eller hendes match med virksomheden. Generelt har virksomheder i dag ikke råd til at afskrive nogen dele af talentmassen på forhånd," oplyser Mærsks presseafdeling til ekstrabladet.dk