Italien er det land i Europa, hvor flest personer er smittet med coronavirus.
Og med 233 dødsfald er Italien det land, hvor virusset har kostet næstflest menneskeliv.
Derfor har Italiens regering natten til søndag indført en række skrappe tiltag for at inddæmme smitten.
Her kan du få et overblik over, hvad der indtil videre er kommet frem om tiltagene:
* På nationalt plan lukkes museer, teatre, biografer, skoler, natklubber og kasinoer frem til 3. april.
* En stor del af de områder i det nordlige Italien, der er ramt af virusset, vil blive lukket ned, så man hverken må rejse ind eller ud af områderne.
* Nedlukningen gælder blandt andet regionen Lombardiet, inklusive storbyen Milano, samt flere andre provinser i flere regioner. Blandt andet Venedig i regionen Veneto og byerne Parma og Rimini.
* Flere end 15 millioner personer sættes i karantæne i Norditalien. Det svarer til en fjerdedel af Italiens befolkning.
* Ifølge den italienske avis Corriere della Sera vil folk få lov til at vende hjem til de pågældende regioner, hvis de pt. befinder sig uden for dem.
* Ifølge avisen vil barer og restauranter få lov at forblive åbne, men de skal gøre det muligt for kunder at holde en afstand på en meter til hinanden.
/ritzau/