En hovedmistænkt mand er fredag blevet anholdt i forbindelse med sagen om de mange bombepakker, der er blevet sendt til demokrater og Trump-kritikere i USA.
Det er med de fleste af pakkerne blevet bekræftet, at de har indeholdt rørbomber med glasstykker i.
Ingen af dem er detoneret, og ingen er kommet til skade.
Her kan du få et overblik over, hvor pakkerne er fundet, og hvem der har fået dem tilsendt:
* George Soros, milliardær og økonomisk donor til demokratiske politikere.
Den første af pakkerne havde milliardæren George Soros som mål og dukkede op mandag i en postkasse uden for hans hjem i New York.
* Hillary Clinton, demokraternes præsidentkandidat i 2016.
Secret Service opsnappede sent tirsdag en bombe sendt til den tidligere præsident Bill Clinton og tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton.
* Barack Obama, demokrat og præsident fra 2009 til 2017.
En lignende pakke er også forsøgt sendt til tidligere præsident Barack Obama. Den blev opfanget af Secret Service tidligt onsdag.
* CNN og tidligere CIA-chef John Brennan.
En pakke med tidligere CIA-chef John Brennans navn på blev sendt til CNN, som evakuerede sin bygning onsdag. Bomberyddere fra politiet fjernede pakken. Brennan bidrager med jævne mellemrum til CNN.
* Eric Holder, demokrat og tidligere justitsminister, samt demokratisk kongresmedlem, Debbie Wasserman Schultz.
En pakke sendt med forkert adresse til Eric Holder blev sendt retur til det demokratiske kongresmedlem Debbie Wasserman Schultz. Hendes navn var skrevet på returadressen, og hendes kontor blev evakueret.
* Maxine Waters, demokrat og medlem af Kongressen.
Onsdag kom det frem, at FBI var i gang med at efterforske to mistænkelige pakker, der var adresseret til Maxine Waters.
* Robert De Niro, skuespiller.
Torsdag er der fundet en mistænkelig pakke sendt til skuespilleren Robert De Niro. Den er magen til tidligere mistænkelige pakker i denne uge, som viste sig at indeholde rørbomber. Pakken er angiveligt sendt til en adresse i New York, hvor De Niro ejer en restaurant. Skuespilleren er en kendt Trump-kritiker.
* Joe Biden, tidligere demokratisk vicepræsident.
En pakke adresseret til tidligere vicepræsident Joe Biden blev fundet i en postcentral i den amerikanske delstat Delaware, fortæller lokale embedsmænd. Senere torsdag er yderligere en pakke til Biden blevet fundet i Delaware ifølge amerikanske MSNBC.
* Cory Booker, demokratisk senator.
Pakken blev opdaget fredag i staten Florida og var stilet til den demokratiske senator Cory Booker fra New Jersey.
* James Clapper, tidligere direktør for det amerikanske efterretningsvæsen.
Fredag kom det også frem, at James Clapper, den tidligere direktør for det amerikanske efterretningsvæsen, var mål for en af de mistænkelige pakker. Den blev sendt til CNN.
* Tom Steyer, milliardær og demokrat.
En mistænkelig pakke er ligeledes dukket op hos den amerikanske milliardær fredag, skriver CNN. Tom Steyer støtter Demokraterne og har tidligere opfordret til, at der skal indledes en rigsretssag mod Donald Trump.
* Kamala Harris, demokratisk senator.
En pakke er også sendt til den demokratiske senator Kamala Harris. Myndighederne i byen Sacramento i delstaten Californien undersøger pakken.
Kilder: AP, CNN og Reuters.
/ritzau/