Straffesagen mod de ansatte ved institutionen Solhaven får nu konsekvenser for de unge, der stadig er på opholdsstedet. Solhaven er nemlig gået konkurs, og Himmelbo Fonden overtager stedets unge, skriver fonden i en pressemeddelelse.
- Himmelbo Fonden har overtaget en del af medarbejderne fra Solhaven og vil desuden overtage nogle af Solhavens bygninger, skriver Trine Hounsgaard Pfeiffer, lederen af Kanonen, et andet opholdssted, som nu overtager driften
- Himmelbo Fonden er under tilsyn fra Vesthimmerlands Kommune, med hvem der er indledt et konstruktivt samarbejde, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er angiveligt sagen med 74 forhold af vold og tvang mod de unge, der var anbragt på institutionen i Farsø, der har gjort, at kommuner ikke længere sender deres unge til stedet.
Straffesagen handler for eksempel om en af de ansatte, der er anklaget for at have brækket en lillefinger på en af de unge.
Desuden blev en 17-årig slået over næsen med et stykke kløvet brænde, hvorefter drengen blev tvunget til at sidde på en malerbøtte i en time, hævdes det.
Institutionen skulle tage sig af unge, der havde det vanskeligt i hjemmet og andre problemer.
I stedet blev der igen og igen benyttet metoder, som er strid med straffeloven, påstår Nordjyllands Politi efter en langvarig efterforskning.
Som følge af den vold, en ung havde været udsat for, tissede han blod og havde gangbesvær. Desuden forekom det af og til, at der blev taget kvælertag på de unge, hvis de ikke makkede ret, hævdes det.
Ovenikøbet skal en af de ansatte have forsøgt at underløbe politiets opklaringsarbejde ved at true et vidne.
12 er blevet tiltalt i sagen. "Pure opspind" og "mediehetz" har en af de anklagede udtalt.
Straffesagen mod de 12 indledes på mandag og varer frem til januar 2014.
/ritzau/