En bedre start i NHL kunne ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand næsten ikke have drømt om. Det er blevet til fire mål og tre assister i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Bjorkstrand var på pletten igen natten til torsdag dansk tid, da danskeren med en hurtig og lidt heldig afslutning i tredje periode scorede til 3-1 for Columbus Blue Jackets, som vandt 5-1 ude over Toronto Maple Leafs.
Tidligere i kampen erobrede 20-årige Bjorkstrand pucken midt på banen og stod for den assist, der førte til 1-1-udligningen ved Brandon Saad.
Siden Bjorkstrand fik debut i NHL for tre uger siden, har han spillet 11 kampe, og det er gået over al forventning. Højrewingen kan måske komme i spil til ishockey-VM, fordi Columbus ikke kan nå i slutspillet.
Meldingen fra Columbus er dog, at Bjorkstrand sendes ned på AHL-holdet Lake Erie Monsters efter grundspillet i NHL.
Hvis Lake Erie ryger ud i første runde af AHL-slutspillet, er han VM-aktuel for Danmark. Der er også en lille mulighed for, at Columbus sender det danske talent direkte til VM for at udvikle ham til næste sæson i NHL.
Bjorkstrand blev valgt som spiller nummer 89 af Columbus i tredje runde af den såkaldte draft i 2013.
Han er søn af den amerikanske tidligere Herning-spiller og -træner Todd Bjorkstrand, der opnåede næsten 1200 point i sin tid som spiller i den danske liga.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.