De danske lønmodtagere kan godt begynde om at drømme om økologisk spegepølse og sko af ægte læder igen.
Ved slutningen af året vil vores penge nemlig række længere.
Fra nytår falder inflationen til et niveau, der matcher lønstigningerne på omkring to procent. Og dermed bliver reallønsfaldet som følge af endnu en omgang spareoverenskomster stoppet.
- Når vi kommer hen imod slutningen af året er inflationen nede på to procent. Og så får vi lukket hullet i forhold til den her negative realløn, siger senioranalytiker Jan Størup fra Nordea til Newspaq.
Sidste år faldt gennemsnitsdanskerens indkomst med 1,7 procent, når der korrigeres for inflationen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det vil sige, at den gennemsnitlige indkomst på 249.932 var 4.309 kroner mindre end året før.
Stigende oliepriser og regeringens afgiftspolitik med fordyrelse af fedt- og sukkerholdige varer har skubbet på inflationen, lyder forklaringen fra Nordea-økonomen. Men den udvikling bliver på sigt bremset op til gavn for forbrugerne.
- Dansk inflation skal ligge på et par procent. Men den har ligget højere på grund af de to faktorer. De falder så stille og roligt ud af inflationsberegningerne, når vi kommer længere frem, siger Jan Størup.
Han mener dog ikke, at det stagnerende privatforbrug for alvor bliver sparket i gang igen på baggrund af, at reallønsfaldet bliver stoppet. Den økonomiske krise har så godt fat i danskerne, at forbrugerne lægger pengene under hovedpuden.
- Hver gang danskeren har 100 kroner til forbrug bliver syv til otte kroner lagt til side til opsparing. Og det er betydeligt mere end inden krisen, siger senioranalytikeren.
Og så længe danskerne gemmer til bedre tider - så kommer de bedre tider faktisk ikke for alvor.
- Det bliver hurtigt selvforstærkende, når folk bliver bange for fremtiden. Så vælger folk at spare mere op. Det går ud over butikkerne, som bliver nødt til at fyre folk. Så den negative spiral skal vendes, siger Jan Størup.