Salget af økologiske varer eksploderer, når prisen sættes ned. Det viser tal fra Coop. Alligevel vil de danske producenter af økologiske varer ikke sætte prisen på fødevarer ned.
Det har de simpelthen ikke råd til. Det vurderer kommunikationschef Per Breindahl fra Økologisk Landsforening, der er en sammenslutning af økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.
Brug for nye producenter
»Det er dyrere at lave en økologisk produktion end en konventionel produktion, fordi udbyttet ofte er mindre ved økologiske varer. Forbrugerne køber mere, når der er tilbud, og de økologiske producenter belønnes med et højere salg, men økologiske varer koster det, de skal koste. Økologiske virksomheder har hverken en større eller mindre avance ved deres produkter end andre virksomheder,« forklarer Per Breindahl. Han ser ikke prisen som den største barriere.
»Det er derimod tilgængelighed. Alle butikskæder rykker i øjeblikket, når det gælder økologi. Efterspørgslen er vokset enormt. Derfor kan producenterne knap nok følge med. En del af løsningen er at få flere landmænd til at lægge om til økologi. Det er den reelle barriere. Hvis ikke det sker, vil priserne ryge op, fordi efterspørgslen bliver større end udbudet,« mener Per Breindahl.
Omlægning til økologi
Derfor er Økologisk Landsforening og virksomhederne bag eksportindsatsen for danske økologiske fødevarer gået sammen for at opfordre flere landmænd til at lægge om til økologi. En flerårig indsats skal tredoble økologisk eksport.
Poul Pedersen, mejeribestyrer ved Thise Mejeri, har store forventninger til indsatsen.
»Vi har et stigende salg i Danmark, og vi har købere i nabolandene, der gerne vil købe de produkter, som vi i dag ikke har mælk nok til at producere. Vi efterlyser flere traditionelle landmænd, der vil lægge om til økologi,« siger Poul Pedersen.
Karsten Deibjerg Kristensen, administrerende direktør i Friland A/S, opfordrer også de eksisterende økologiske landmænd til at medvirke til at gøre deres produktion større.