FC Barcelona kan for alvor føle presset i toppen af Primera Division efter nederlaget søndag aften på 4-3 mod Atletico Madrid.
Alt tydede ellers på en stilfærdig dag på kontoret, da Thierry Henry og Lionel Messi i løbet af kampens første halve time bragte Barcelona foran 2-0 på Vicente Calderon i Madrid.
Diego Forlan gav dog med en hurtig reducering sit hold troen tilbage, og i anden halvleg havde Sergio Aguero held til at udligne.
Henry bragte igen Barcelona på sejrskurs, inden Atletico fik tilkendt et meget tvivlsomt straffespark. Forlan eksekverede sikkert.
I kampens døende minutter slog Aguero til endnu engang efter et gevaldigt koks i Barcelonas forsvar.
Josep Guardiolas mandskab har nu blot fået et point i tre kampe, og ærkerivalerne Real Madrid er sølle fire point efter.