Liberias præsident Ellen Johnson-Sirleaf er genindsat som leder af det lille, voldsplagede vestafrikanske land. Hun lovede ved ceremonien at gøre en ekstra indsats for fred og forsoning.
Det mest synlige tegn på, at hun er i gang med processen, er, at hendes hovedmodstander fra Kongressen til Demokratisk Forandring, CDC, Winston Tubman, overhovedet anerkender hende som landets leder.
Forsoning tages ikke med lethed i Liberia. Præsidenten, også kaldet en afrikansk jernlady, har således selv været i eksil to gange. Hun har været fængslet for kalde lederne af militærstyret under ledelse af Samuel Doe for ”idioter.”
Hun støttede den blodtørstige Charles Taylor, og da han blev landets leder, anklagede han hende for landsforrædderi. I 1997 tabte hun et valg stort til netop Taylor. Han er nu anklaget for ugerninger imod menneskeheden af den Internationale Domstol i Haag.
Forsoning fra toppen af
Anden valgrunde i november brød sammen, fordi Ellen Johnson-Sirleafs modstander, Winston Tubman, nægtede at deltage. Hun kaldte han uden videre en ”tøsedreng” og han beskyldte hende for svindel og demokratisk humbug.
Efterfølgende vandt hun præsidentvalget uden modstander med 90 procent af stemmerne. Liberia har 3,5 millioner indbyggere, der forsøger at komme sig efter 10 års borgerkrig med 200.000 tabte menneskelig til følge.
Men udgangspunkt i blodig gadeuro og de værste beskyldninger er selve anerkendelsen af den nye præsident et skridt fremad. Ingen ved endnu, hvad prisen for CDCs anerkendelse har været.
Liberia har været nedsænket i en af Vestafrikas mest grusomme borgerkrige, og faktisk har præsident Johnson-Sirleaf haft en uskøn rolle i den som støtte til en frygtet krigsherre.
Hun har undskyldt mange gange. Undskyldninger bliver ikke nok, når CDCs medlemmer skal forstå, at landets tøvende udvikling også gælder dem. Mange deltagere i borgerkrigen synes ikke, at de nyder fredens frugter.
[pagebreak]Urolige unge
Oppositionens ledere er heller ikke specielt populære blandt deres medlemmer, fordi den netop indgåede aftale med præsidentens parti ikke nødvendigvis peger den rette retning for de fattige. De er typisk unge og arbejdsløse.
Ellen Johnson-Sirleaf modtog som en af tre kvinder Nobels fredspris for sin indsats for netop forsoning i Liberia. I december sved røgen af afbrændte bildæk i øjnene i hovedstaden Monrovia, fordi de unge arbejdsløse havde mistet tålmodigheden.
Som vanligt var der problemer med at udbetale lønninger til de lavt betalte daglejere, som det offentlige havde ansat. I sin tale kom præsidenten ikke med andet end pæne ord til de utilfredse, skriver Christian Science Monitor.
Over halvdelen af befolkningen i Liberia er unge under 25. Arbejdsløsheden anslås til 85 procent.
Det fine selskab
Winston Tubman og hans vicepræsidentkandidat og fodboldlegende George Weah var tilstede ved indsættelsen af præsidenten. Det samme var en stribe præsidenter fra nabolandene i Vestafrika.
USAs udenrigsminister Hillary Clinton, der brugte anledningen til at åbne en splinterny ambassade i landet. Stormagten har ganske særlige forbindelser til Liberia, idet landet (tidligere kaldt peber-kysten).
Grundlæggerne af nationen Liberia var grupper af frisatte slaver og mulatter fra USA, der rejste til Afrika for at finde deres rødder. De erklærede sig for en uafhængig republik i 1847. På det tidspunkt var der ca. 3.000 tilflyttere.
[pagebreak]Gammelt problem
Folk fra de lokale stammer blev ikke medregnet eller taget med på råd, hvilket indledte mange års voldsomme stridigheder. Også de stærke koloniale supermagter som Storbrittanien nægtede at anerkende dem.
For at beskytte sine magthaveres interesser blev handel med omverdenen, specialt de rige europæere begrænset til seks havne under streng kontrol. Liberia blev nærmest et lukket land.
Lokale stammefolk, der levede af kontakt med de handlende europæere, indledte en endeløs række af konflikter. Republikken blev mere og mere forarmet mens alle naboområderne blev besat af englændere og franskmænd.
I dag er Liberia mest kendt for sine blodige konflikter og sin enorme handelsflåde af fremmede skibe, der bekvemt sejler under landets flag. Store internationale investeringer i landets råvarer er kommet til, uden at den brede befolkning har nydt godt af dem.
Efterkommere af de oprindelige grundlæggere sidder i høj grad stadig på magten og pengene. Præsidenten er uddannet økonom på det amerikanske universitet Harvard og har arbejdet for Verdensbanken.