En ung nigerianer skød Viborg ud af krisen og sikrede reet de grønblusede endnu en sæson i landets bedste fodboldrække efter en 2-1-sejr over Silkeborg.
Navnet er Christian Muomaife, men de kalder ham Chris. Med først et oplæg og siden sin første Superligascoring sendte han forfølgerne fra Silkeborg på 13 points afstand.
Der er stadig ni kampe tilbage af Superligaen og endnu 27 point at spille om. Men selvom kun nedrykningstregen adskiller de to hold, skal der mere end mirakler til, hvis Silkeborg ikke skal spille i 1. division efter sommerferien. Og indsatsen i går indikerede ikke, at der skulle være sådanne overnaturligheder på vej.
To mål i Pokalen
Efter tre nederlag i træk og nogle sløje indsatser havde Viborg ellers gjort sit til at blande sig i kampen om Sorteper-pladserne.
Men forleden fik klubben oprejsning. 19-årige Muomaife fik chancen og greb den i pokalkampen mod Holbæk efter en række gode præstationer på klubbens reservehold. Den lille tekniker, der kommer fra Viborgs fodboldakademi i Nigeria, nettede to gange i 6-1-sejren, og i går havde træner Anders Linderoth så beholdt ham i startopstillingen på bekostning af Sammy Youssouf,
Det var en fantastisk ide. Ved begge Viborgs scoringer viste han både overblik og teknik. Først da han splittede et døsigt Silkeborgforsvar med en frispilning til Steffen Højer og i anden halvleg med et velplaceret spark op i nettaget, efter at Silkeborgs målmand David Preece ikke fik bokset ordentligt væk efter et hjørnespark.
Mens fodbold-Danmark først skal til at lære at sige Muomaife, har Viborg kendt til nigerianerens potentiale et stykke tid. I sidste måned sikrede klubbens sig papir på angriberen i endnu tre et halvt år, og i den forbindelse udtalte hovedpersonen sig om planerne for sit ophold i domkirkebyen:
»Jeg vil være topscorer i Superligaen.«
I går tog han første skridt.