Børn lærer ikke af det, man siger til dem, men af det, man gør. Og for at lære de sociale spilleregler har børn brug for at være sammen med en gruppe mennesker.
Men hvordan sikrer man så, at børn af enlige forældre lærer de sociale spilleregler, der er mellem voksne mennesker? Problemet er heldigvis nemt løst. For enlige forældre skal bare sørge for at skabe tætte netværk med andre enlige forældre og med familier.
»Det er ikke kun i en familie, at børn kan lære de sociale spilleregler. De kan også lære dem i tætte relationer med andre børn og voksne. Og enlige mødre skal være opmærksomme på, at de ikke kun omgås andre enlige mødre. De skal også dyrke familier og voksne mænd, så børnene oplever hverdagssituationer i en tæt relation,« forklarer Else Guldager.
Den gode nyhed er, at de fleste enlige forældre er meget bevidste om børnenes behov for at indgå i tætte netværk, og familieterapeuten Charlotte Grumme mener derfor ikke, at problemet med at tilegne sig de sociale færdigheder er stort blandt enliges børn:
»Enlige forældre er generelt meget opmærksomme på at imødekomme børnenes behov for at indgå i tætte relationer med andre,« understreger hun.
Else Guldager fremhæver også, at børn i en kernefamilie omvendt godt kan have brug for at være på tomandshånd med en af forældrene.
»Kernefamilien kan også lære noget af den enlige forælder. For det er også godt for et barn at få lov at være alene med en voksen af og til. Så får barnet fuld opmærsomhed,« siger Else Guldager.