Opdateret kl. 10:19
Socialdemokratiets Jeppe Kofod, der netop er blevet genvalgt til Europa-Parlamentet, er udpeget til udenrigsminister i Mette Frederiksens nye regering.
45-årige Jeppe Kofod forlod dansk politik og blev valgt ind i Europa-Parlamentet i 2014 med over 170.000 stemmer.
Han har siden været profileret som EU-parlamentariker, hvor han har fokuseret sit arbejde på finansiel kriminalitet, skattely og EU's handlemuligheder for at dæmme op for begge dele.
Ved europaparlamentsvalget i maj blev han valgt ind med 188.757 stemmer.
- Sejt Jeppe Kofod. Godt at se at europæisk erfaring endelig tæller. Det er vigtigt. Husk Europa i dit kommende travle virke. Og tillykke!, skriver Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen på det sociale medie Twitter.
Enhedslistens nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet Nikolaj Villumsen skriver på samme medie:
- Stort tillykke Jeppe Kofod. Jeg havde set frem til at samarbejde med dig i EU-Parlamentet, men glæder mig til at samarbejde med dig som udenrigsminister.
- Danmark og Europa har brug for en ny udenrigspolitisk retning, der tør sige Trump, Orban og Erdogan imod.
Jeppe Kofod overtager posten som udenrigsminister fra Anders Samuelsen (LA), der ikke blev genvalgt til Folketinget ved valget 5. juni.
Jeppe Kofod kom allerede i Folketinget i 1998. Ti år senere trak han sig dog fra alle sine udvalgsposter.
Det skete på grund af en sag, hvor han i forbindelse med et arrangement i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) havde seksuelt samkvem med en 15-årig.
Han fortsatte i Folketinget frem til 2014.
Jeppe Kofod er født i marts 1974 i København, men flyttede efterfølgende til Bornholm. I sin ungdom var han aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
/ritzau/