David Moyes blev tirsdag hevet ind i Premier League-cirkusset igen.
Det skete, da West Ham valgte at ansætte ham som afløser for manager Slaven Bilic, som fodboldklubben fyrede mandag.
54-årige David Moyes har tidligere været manager for tre andre Premier League-klubber - Everton, Manchester United og senest Sunderland.
Her stoppede han efter knap et år i maj, efter at Sunderland var rykket ud af den bedste række.
- Det er kun i mit seneste job (i Sunderland, red.), at jeg tænker, at det ikke var et godt træk, og jeg nød ikke oplevelsen, siger David Moyes til West Hams hjemmeside
- Så jeg er sulten efter at sikre mig, at jeg får gjort tingene på den rigtige måde nu.
- Jeg kender ingen manager, der ikke har været gennem dårlige perioder, især som spillet er i dag. Jeg håber, at det giver mig stor styrke og forståelse for, hvad der skal til, siger han.
David Moyes kommer også til at kigge mod nedrykningsstregen i sit nye job.
West Ham er i øjeblikket tredjesidst i Premier League og ligger dermed til nedrykning.
Klubben har ni point for 11 kampe, hvilket altså kostede Slaven Bilic jobbet.
/ritzau/