- Det allerbedste var, at de var faldet i kamp dernede, men det er de så desværre ikke alle sammen.
Sådan sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tidligere onsdag på et samråd om mulighederne for retsforfølgelse af fremmedkrigere med dansk statsborgerskab.
Og den udtalelse fastholder han:
- Hvis man er så vanvittig og radikaliseret, at man rejser til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, der ønsker at skære hovedet af os alle og slå os ihjel, og dermed også kæmper mod danske soldater, så håber jeg, at de falder i krigshandlingen, siger Pape.
- Bliver man så taget til fange, har vi en international retsorden, der tager sig af, hvordan folk skal håndteres, siger han.
Danmark skal ifølge Pape tage imod fremmedkrigere, som har dansk statsborgerskab, selv om de har kæmpet for eksempelvis den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien og Irak.
/ritzau/