Der blev eksperimenteret med nye genrer, da de første
otte melodier testede talentet i den første af årets to semifinaler. Aftenens
show bød på et ungt felt bestående af både kendte og uprøvede talenter, hvor
det nærmest var umuligt at forudsige, hvilke fire indslag, der gik videre til
den store finale i Horsens 2. februar.
Første solist var svenske Anorah eller Anna Nordell, med
sangen Laying down my cards . Sangerinden, der nok bedst er kendt i Danmark
for sin duet med Johnny Deluxe, gav den gas som ægte rockchick iført skinnende
metallic-spandex og vind i håret i bedste svenske Carola-stil.
I den modsatte og mere afdæmpede ende af spektret dukkede
Sidse Holte op på scenen med sangen Vi er der om lidt , som er skrevet i
samarbejde med Christian Juncker og Jakob Groth. En stille økologisk melodi med
masser af guitarklimt og Aud Wilken-tricket banjobacking , der desværre ikke
tog kegler hos seerne.
Outlandish light og Pavarotti-parodi
Nummer tre på banen var det multietniske boyband Unite
med nummeret Tree of life . Outlandish light varslede nye toner i konkurrencen
med kæk koreografi og en catchy melodi i mix af arabisk og engelsk.
De fire drenge har i flere år forsøgt at slå igennem på
den danske musikscene og som en af aftenens fire finalister, ser det ud til at
lykkes.
- Vi har allerede store planer for Asien, så vi er ikke
med i Melodi Grand Prix for at slå igennem i Danmark, men er med fordi det er
noget vi har fulgt med i siden vi var børn, lød det fra Unite efter aftenens
show.
Aftenens mest ventede indslag, Amin Jensen indtog scenen
som nummer fire med sangen Luciano , der er en hyldest til hans store idol,
den afdøde opera stjerne, Luciano Pavarotti.
Amin Jensen mødte ham i forbindelse med hans sidste
koncert Augustenborg i 2005, hvor mødet endte med, at Pavarotti tilbød ham
sangundervisning.
Trods de store forventninger var nummeret, der også er
med i finalen, mere komisk end fantastisk.
Ved præsentationen af årets deltagere, havde meldte DR
ud, at man i år ønskede nye boller på suppen i den gamle sangkonkurrence. Det
lykkedes også langt hen ad vejen og aftenens deltagerfelt bød på alt lige fra
Rock, , R n B og opera.
Der var også plads til en god gammeldags Grand Prix-sang,
leveret af duoen Hassing og Hassing med nummeret Come on over .
Aalborg-ægteparret, der fem gange har sendt sange ind for at komme med i
konkurrencen og var ellevilde da finalepladsen også var i hus.
- Det er helt uvirkeligt efter så mange år, lød det fra
parret.
Burhan G forklædt som blondine
Et forsøg på at at bringe nye toner ind i konkurrencen
var aftenens sjette deltager, Louise Victoria med R n B sangen Grøn mand gå
der mest af alt mindede om Burhan G forklædt som blondine. Desværre gled linjer
som sweettalk me baby ikke ned hos seerne og de moderne street-rytmer blev
dømt ude.
Næstsidste nummer Underneath the moon med
Camille-Cathrine Rommedahl og Ulrik Hansen spillede på de gamle grand prix
klassikere med storladen, melankolsk retroduet a la Nancy Sinatra.
Sidste finalist var Charlie med Den jeg er . Straight
poprock med Video Video -inspireret keyboardintro, skrevet af hitmageren DJ
Encore. Den tidligere DM-vinder i kunstskøjteløb havde lidt svært ved at holde
tonen hele vejen igennem, men gik rent ind hos seerne.
De fire af aftenens deltagere, som ikke gik videre har
stadig chancen for at komme med i finalen på et wildcard, hvis de vinder
lytterafstemningen på enten P3 og P4.
Sidste års vinder, DQ, kom med i finalen
på et wildcard.