Mette F: Vi kan være tvunget til nye restriktioner

Mette Frederiksen svarer fredag aften på spørgsmål i forbindelse med den gradvise åbning af samfundet. (Foto: Scanpix)

Det kan være nødvendigt at gå baglæns, hvis coronavirusset kommer ud af kontrol, siger Mette Frederiksen.

Første fase af genåbningen af Danmark startede med skoler, børnehaver og vuggestuer.

Mandag kan mange af de liberale erhverv såsom frisører åbne igen.

Hvis coronavirusset i Danmark kommer ud af kontrol som følge af genåbningen, kan det dog være nødvendigt at indføre både gamle og nye restriktioner.

Det fortæller Mette Frederiksen i et interview med TV-Avisen på DR fredag aften.

- Det kan være nødvendigt at gå baglæns og indføre enten nye eller gamle restriktioner, hvis vi ikke holder fast i at følge retningslinjer, fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview hos DR.

Mette Frederiksen understreger endnu engang, at det afhænger af danskerne adfærd i forhold til, hvor meget der i fremtiden kan åbnes i de næste faser.

- Næsten uanset hvilken form for gradvis åbning, man måtte vælge af et samfund, afhænger det i al sin enkelthed og al sin sværhed af danskernes adfærd, siger hun til DR.

Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrer samtidig til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer nøje under den gradvise genåbning.

Statens Serum Institut har tidligere sagt, at den gradvise genåbning vil føre til flere smittede og dødsfald, og selv om mange af de liberale erhverv kan åbne, så må eksempelvis restauranter og caféer fortsat holde lukket.

Det har vakt undren hos nogle.

Mette Frederiksen gør det klart i interviewet med DR, at vi ikke må sætte tingene over styr.

- Det ville være tudetosset, hvis vi har fået sygdommen under kontrol, ikke ser så mange smittede eller dødsfald, at vi i vores iver efter at komme i gang igen sætter tingene over styr, siger hun til DR.

Statsministeren er kort efter også sit DR-interview også blevet interviewet af TV 2.

Adspurgt om, hvad næste skridt i genåbningen skal være, foreligger der endnu ikke en klar løsning.

Men Mette Frederiksen fortæller, at der blandt andet skal mere gang i erhvervslivet og arbejdspladser.

- Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, men det skal også være samfundsøkonomisk klogt.

- Derfor er vores ledetråd som regering at få endnu mere gang i dansk erhvervsliv, få endnu flere på arbejde, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2.

Samtidig skal der være mere fokus på de ensomme og ældre, lyder det fra statsministeren.

/ritzau/