Norge lukker alle sine skoler og børnehaver. Det er et af de tiltag, som regeringen i Oslo vil bekendtgøre senere torsdag for at bekæmpe spredningen af coronavirus.
Det erfarer det norske nyhedsbureau NTB.
Statsminister Erna Solberg har indkaldt til et pressemøde klokken 14. Her vil hun præsentere regeringens planer.
Oslo og Bergen kommune har i forvejen truffet beslutning om at lukke sine skoler for at bremse spredningen af coronavirus. Det skulle ske med virkning fra begyndelsen af næste uge.
Et medlem af kommunalbestyrelsen i Oslo, Raymond Johansen, opfordrer dog på Facebook forældre til om muligt at holde børnene hjemme fra fredag.
Ved at lukke skoler og børnehaver vil Norge følge i samme spor som Danmark.
Onsdag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at skoler og børnehaver i Danmark fra og med fredag vil holde lukket i to uger.
/ritzau/