Det globale marked for CO2 aftaler er ved at falde sammen. Det har ellers trukket 215 milliarder dollars i grønne investeringer til fattige lande. Nu er kassen løbet tør.
Klimaaftalen i Kyoto fra 1997 skabte et system med at betale fattige lande for også at gøre noget ved at begrænse udledning af CO2. Der var ikke penge nok på de hænder.
Derfor opfandt man et marked, der kunne bytte valuta med klimaindsats. Men markedsmekanismer har ”ødelagt” det hele. Systemet står overfor en revision.
Regionalt er der opstået uregerlige markeder i flere lande som Kina og næste år i Californien. Globalt fungerer markedet ikke, og der er ikke tegn på mere skrappe grænser for forurening.
CER penge værd
Når lande eller firmaer i fattige lande gjorde gode tiltag, optjente de kredit (CER) for hver ton CO2, de undlod at udlede. Disse CER-beviser skulle sælges til rige, som derfor kunne gøre noget for klimaet, hvor det var billigere.
Nu er situationen aktuelt, rapporterer The Economist, at antallet af bekræftede CER-kreditter er voldsomt stigende, og der er på grund af finanskrise ingen velhavende aftagere af beviserne.
Der er udstedt en milliard CER-beviser.
Flad økonomi
Europa er i princippet med på aftalen og har arbejdet flittigt med den, men USA er på ingen måde parat til den slags. Og forøvrigt blev Indien og Kina friholdt fra at leve op til normerne trods de landes enorme forurening med CO2. Aftalen gælder for 37 industrialiserede lande.
Nu er den industrielle aktivitet i Europa flad, og derfor forekommer mindre udledning af skadelige klimagasser. Erhvervslivet i EU har tilmed fået afslappede kvoter, så prisen på CER-beviser er gået gennem gulvet.
The Economist opgiver, at prisen for en ton CO2 besparelse er faldet fra 20 til fem dollar på fire år. Man kan sige, at der er en overforsyning af rettigheder til at forurene.
BASIC gruppen
Klimaforhandlere for Brasilien, Indien, Sydafrika og Kina var samlet i Brasilien fredag for at danne sig en fælles mening om Kyoto-aftalen, der udløber i år.
De fire lande danner en gruppe, i de kredse kaldt BASIC, og de søger at have en fælles holdning. De er samtidig med deres landmasse og befolkningstal enormt vigtige.
The Associated Press rapporterer, at de synes enige om at ville forlænge aftalen, hvis vigtigste punkt at begrænse udledningen af klimagasser gennem brug af uren energi.
Kyoto 2
BASIC-gruppen ønsker, skriver Reuters Africa, en Kyoto 2 ved forhandlingerne i Doha, der indledes i november. Både EU og fattige lande er enige, men der er ikke enighed om hvordan.
På sigt handler Doha-forhandlingerne om at finde en måde at tvinge alle lande med på klima-vognen i 2015 og begynde at gøre noget mere seriøst ved besparelserne globalt i 2020.
I 2011 var der klimaforhandlinger i Durban, Sydafrika, og her forsøgte EU at få også BASIC-landene med på en aftale om at begrænse udledning af CO2.
Det lykkedes kun at få en erkendelse af, at alle skulle være med, men ikke helt på samme måde efter 2020. De rige lande skal spare mest som følge af deres historisk store bidrag til global opvarmning.
Storforureneren USA ville ikke skrive under i Kyoto, fordi BASIC-landene ikke var med. Washington har antydet, at hvis alle binder sig til at gøre noget fra 2020, vil også USA skrive under.