Maratonløb flyttes til om natten ved VM i Mellemøsten

Flere atletikkonkurrencer slutter midt om natten, når næste års VM bliver afholdt i høje temperaturer i Qatar.
Verdensrekordholderen Dennis Kimetto fra Kenya (til venstre) deltager i et maratonløb i Wien for to uger siden. Til næste år skal han løbe om natten, når der er VM i Doha.
Verdensrekordholderen Dennis Kimetto fra Kenya (til venstre) deltager i et maratonløb i Wien for to uger siden. Til næste år skal han løbe om natten, når der er VM i Doha. Foto: Hans Punz / Arkiv/AFP

Maratonløberne og kapgængerne skal konkurrere midt om natten ved næste års atletik-VM i Qatar.

På grund af høje temperaturer og luftfugtighed skydes konkurrencerne i maraton og kapgang først i gang omkring midnat, hvor temperaturen er faldet i værtsbyen Doha.

Kvindernes maratonløb sættes i gang klokken 00.00 efter den første konkurrencedag. Mændenes maratonløb afholdes samme tidspunkt som afslutning på dag ni.

Indimellem foregår konkurrencerne i kapgang over 20 og 50 kilometer. Her er starttidspunktet 23.30.

De sene starttidspunkter betyder, at flere af langdistancekonkurrencer først slutter sent om natten. Kvinders kapgang over 50 kilometer er formentlig først overstået omkring klokken 04.00.

Normalvis deles VM i atletik op i et formiddags- og et eftermiddagsprogram.

I Doha bliver der ikke konkurreret i formiddagstimerne. De tidligste konkurrencer går i gang klokken 16.15 om eftermiddagen.

VM i Doha afholdes fra 27. september til 6. oktober i 2019.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.