I forbindelse med en 28-årig mands død på Holbækmotorvejen sent tirsdag kræves en mand fængslet i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Han er sigtet for drab.
Det oplyser Lars Andersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Københavns Vestegns Politi.
Onsdag formiddag vil politiet ikke kommentere, hvordan forbrydelsen skal være sket.
Natten til onsdag oplyste Thomas Christensen, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, at den 28-årige mand blev dræbt på stedet, da han blev ramt af en bil i høj fart på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk
- Det drejer sig om en fodgænger, der bliver ramt af en bil, da han pludselig befinder sig på motorvejen, sagde vagtchefen.
Den afdøde var sammen med en 30-årig mand, der blev anholdt i nat, forklarede vagtchefen.
Politiet måtte i forbindelse med ulykken afspærre motorvejen i den ene retning ved afkørslen Vallensbæk N i flere timer.
Anmeldelsen om ulykken blev modtaget klokken 22.56. Politiet afspærrede hurtigt motorvejen på strækningen.
Det medførte flere farlige situationer med bilister, der udnyttede et hul i autoværnet til at vende om.
- Heldigvis er der ikke sket nogle sammenstød, men det har været tæt på, sagde Thomas Christensen.
Først omkring klokken tre natten til onsdag kunne politiet åbne for trafikken på strækningen. Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.
Onsdagens grundlovsforhør finder sted klokken 13.15.
/ritzau/