I salgsstylingvirksomheden SalesStyling har det seneste år i coronapandemiens greb været en tid med fuld fart på.
Således har SalesStyling fordoblet bruttofortjenesten fra 2019 til 2020, så den er steget fra 2.781.000 kroner til 5.883.773 kroner.
Samtidig er overskuddet steget 1.166.000 kroner i 2019 til 1.377.167 kroner i 2020.
- Vi har fulgt udviklingen fra år ét, og jeg er selv blevet dygtigere til at drive en forretning, siger indehaver Louise Holm til Avisen.dk.
Hun fortæller samtidig, at kunderne er blevet en del flere via mund til mund-metoden:
- Det spredes som ringe i vandet og jeg synes jeg selv er god til, at blive hørt. Men det er også bare benhårdt arbejde og det nytter at gøre sig umage.
Freeway investerede
Coronapandemien satte ind stort set samtidig med, at iværksætteren Mia Wagner så mulighederne i SalesStyling, da Louise Holm deltog i DR-programmet "Løvens hule".
Her investerede Mia Wagner for Freeway 1,4 millioner kroner for 50 procent af virksomheden. Siden er SalesStyling gået fra tre ansatte til 14 ansatte, og da Mia forlod Freeway-koncernen blev Sales Styling hos koncernen og øgede væksten videre.
Louise Holm (th) stylede Elvira Pitzners bolig, da den blev sat til salg: - Jeg sagde til hende, at jeg kan ikke love noget om, at den bliver solgt med det samme, men det er ofte det der sker, siger Louise Holm. (Foto: SalesStyling)
SalesStyling er nærmest som "Hus til halsen". SalesStyling ser på en bolig med nye øjne, forvandler den - og gør den således attraktiv for købere.
- Det er ofte med små detaljer, som vi er gode til at se. Det er som at sælge sin bil; man kører den gennem vaskehallen først, siger Louise Holm og tilføjer:
- Det er småpenge, der skal til i forhold til salgsprisen.
I en rundspørge blandt SalesStylings kunder har en ud af tre kunder solgt inden for den første måned.
Knap ni ud af ti kunder har solgt inden for tre måneder efter SalesStyling har været forbi, og 58 procent har solgt til prisen eller til en merpris.
Samtidig svarer ti ud af ti adspurgte kunder, at de anbefaler SalesStyling.
Udover at at lave salgsstyling landet over for både erhverv og private i salgsøjemed, så løser SalesStyling også klassiske indretningsopgaver for både erhverv og private.
En ud af tre kunder hos SalesStyling har solgt inden for den første måned. (Foto: SalesStyling)
Louise Holm kalder det "hjemmeblind", når man ikke kan se, at ens hjem skal styles for at blive attraktivt. (Foto: SalesStyling)
Mia Wagner (tv) og Louise holm i DR-programmet "Løvens Hule". Per Arnesen/DR