Iværksætterne i Danmark kæmper. Danmarks nye regering har meldt ud, at de vil skabe verdens bedste iværksætternation, alt imens er tallene for nye CVR-numre faldet så meget, at det er længere nede end før Corona. Hvorfor gør vi ikke noget?
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv er der kun stiftet 26.721 nye virksomheder i 2022, det er ikke godt nok! Vi vil være verdens bedste iværksætterland – eller det troede jeg.
I Danmark har vi en stolt tradition for at gå lønmodtagervejen. Måske mangler vi ambitioner i Danmark eller er det janteloven som står i vejen? Er det vores skolesystem, som ikke uddanner til at tænke kreativt og skabe noget mere? Uanset hvad, så skal vi se ind i løsninger, så vi motiverer flere til at starte selvstændigt.
Vi har en generation af unge mennesker, som gerne vil starte egen virksomhed, men det er ikke muligt, fordi man skal være 18 år! Til gengæld kan du få børn og kørekort før du fylder 18, men tjene dine egne penge i egen virksomhed, betale skat og moms, det må du altså ikke.
Fremtidens generationer skal have bedre vilkår, for at skabe virksomheder. De skal have lov til at følge deres passion og hvis det ikke går, så skal de vide, at vi som samfund håber, at de starter op igen!
Så her er en opfordring til dem, der måtte læse med: Drop lønmodtagervejen og spring ud i livets uddannelse. Du kan få mere erfaring igennem din egen virksomhed, end du lige går og tror.
Kære forældre opfordr dine børn til at gå utraditionelle veje, skab lysten og tiltroen til at skabe sit ejet. Det kan både give dem selvtillid og et vildt sundt forhold til økonomi.
Jeg ønsker ikke, at vi dropper lønmodtagerkulturen, men jeg ønsker, at vi går imod, at det er den eneste mulighed der findes.
Anders Fogh er CEO & Founder af Startup Central Foto: Privat