Jeg vidste det jo godt. At sådan var reglerne og at jeg selvfølgelig ikke var så heldig, at alting kunne nå at løse sig, og at jeg ville slippe. Men det nager mig alligevel. Henne i det der sted indeni mig, der hedder Familie og Bitterhed og Svigt. Og Retfærdighed.

Jeg nåede aldrig at lære min biologiske far at kende. Han havde svært ved at lægge misbruget fra sig, og min mor kæmpede selv med at komme ud af sit. Så de var et dårligt match, da der pludseligt kom et barn imellem dem.

Hvordan min far formåede at skrabe en skilling sammen, ved jeg ikke. Men da han døde for nogle måneder siden, viste det sig, at jeg, trods flere søskende (som var så heldige at blive bortadopteret), var enearving til en lille slat penge. Ikke prangende mange, og slet ikke da hans lejlighed var sat i stand, og der var styr på begravelse og alt den slags. Men nok til at jeg ikke må beholde dem. Fordi jeg stadig er fanget på kontanthjælp. Kronisk syg og mast under et kontanthjælpsloft.

Jeg kan ikke beskrive størrelsen af bitterheden. Og ærgrelsen.

Min barndom var en lang lort, som jeg måtte æde en bid af hver dag. Fra jeg begyndte at blive bevidst, begyndte jeg at kaste den op igen, lorten - i form af ord. Rasende og rodet. Forsøgte at finde ud af, hvem jeg var indenunder alt det, der smertede. Og at frigøre mig. Mønsterbryde.

Da jeg fik at vide, at jeg fik en lille arv, ramte den mig i Retfærdigheden. En lille følelse af at der blev rådet bod. Og sagt undskyld. For svigt og lammende fravær.

At jeg ikke får lov at beholde den, gør derfor ondt på så mange måder og planer, at jeg har svært ved at rumme det. Og ja, det er “bare” penge. Men når man har levet som os i så lang tid, så ville de virkelig gøre en stor forskel. Fx ville jeg kunne lave en lille opsparing til begge mine børn. Deres børneopsparinger, som hver indeholdt ca. 5-7000 kroner, er blevet brugt til jul og konfirmation og helt almindelig overlevelse.

Jeg må beholde 10.000 kroner ud af de godt 60.000 kroner, jeg arvede. Dem har jeg allerede brugt. Der var så mange huller og ting, som var vigtige at prioritere, nu da pengene endeligt var der.

De penge, der nu står tilbage på min konto, skal vi leve af, indtil der ikke er flere - eller jeg kommer væk fra kontanthjælp. Retfærdigheden og Boden fra min far bliver til rugbrød og leverpostej. Og jeg havde sådan ønsket mig, at den i stedet kunne blive til Indskud og Nyt Liv og en Ny Start.

Hvis jeg ikke var fanget på kontanthjælp, hvis jeg fx var på Resurseydelse, så måtte jeg beholde alle pengene. Derfor er det så bittert. Fordi "syge mennesker ikke skal være på Kontanthjælp".

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.