En ny Facebookgruppe har på få uger samlet næsten 3.000 medlemmer. Parret bag vil samle et fællesskab, som hjælper dem, der bliver ramt af blandt andet kontanthjælpsloft og integrationsydelse. Men de vil også protestere mod reformerne.
Selvom man ikke har ret meget, har man altid noget at give. Det er tanken bag en ny Facebookgruppe.
Den er skabt af et par fra Vanløse i København. Gruppen har på under en måned samlet op mod 3.000 medlemmer, og den vokser dag for dag.
Her bliver der hver dag udvekslet praktisk hjælp og støtte: Skaffet en brugt guitar til et barn, hvis forældre ikke har råd, en Playstation til et sygt barn og en græsslåmaskine til en kontanthjælpsmodtager, og uddelt mad fra en defekt fryser.
- Det er fantastisk. Jeg får tårerne i øjene over at se, hvad mennesker kan udrette sammen, siger Carsten Larsen, som er en af gruppens stiftere.
Man bliver ikke mæt af snak
Gruppen hedder 'Næstehjælperne - Netværk for protest og praktisk hjælp til reformramte'. Parrets mål med at lave den er at hjælpe dem, der bliver ramt af reformerne af kontanthjælp, integrationsydelse, førtidspension og fleksjob. Men også at få ændret reformerne.
- Vi vil ikke kun være en fællesskab, der hjælper hinanden praktisk. Det bliver intet ændret af. På en anden side kan man ikke blive mæt af snak og demonstrationer mod samfundsstrukturer. Derfor er det nødvendigt, at vi gør begge dele, siger Linda Villadsen.
Vi vil ikke lave hattedameri og suppekøkken, hvor ressourcestærke hjælper ’socialt udsatte’
Hun og kæresten Carsten Larsen har tidligere været involveret i Stemmer på Kanten, der skulle få flere til at stemme.
Siden foråret har de talt om at ”gøre noget”som reaktion på de stramninger, der træder i kraft i disse måneder og betyder, at mange på kontanthjælp får flere tusinde kroner mindre om måneden.
Angst og skam
Det blev en sen søndag aften til Facebookgruppen.
- Vi vil skabe et forum, hvor vi lægger vægt på, at vi alle sammen i nogle situationer har noget at give, og hvor vi taler hinanden op. Der er så mange, der ikke tør sige noget eller bede om hjælp på grund af angst og skam, siger Linda Villadsen.
De kan ikke lide ordet socialt udsatte. De vil ikke have et ”dem og os”, og Carsten Larsen skriver de fleste dage en aftenhilsen, hvor han takker for, hvad man har skabt i samarbejde og selv lægger vægt på en åben og ligeværdig tone.
- Vi vil ikke lave hattedameri og suppekøkken, hvor ressourcestærke hjælper ’socialt udsatte’. Vi er et fællesskab, siger han.
Svær opvækst
I forbindelse med gruppen er der opstået flere initiativer uden om stifterne, og det mener de selv er vigtigt. At det ikke er deres projekt.
Parret håber, at flere langsomt vil komme til, så de til sidst selv er unødvendige. Parret vil gerne sætte gang i, hvad de kalder en kærlighedsrevolution.
- Fattigdommen bekymrer os, men der er en lige så stor mangel på respekt for det enkelte menneske, siger Carsten Larsen.
De har begge fuldtidsjob til daglig, men har brugt sommerferien og Carstens orlov på Facebookgruppen.
Linda Villadsen og Carsten Larsen har begge haft en svær opvækst med sygdom og alkoholisme. Carsten kom i familiepeleje som 10-årig.
Ser samfundet smuldre
- Jeg har en stor taknemmelighed for det samfund, der samlede mig op. Men jeg kan se det smuldre omkring mig, siger han.
Linda Villadsens mor har været syg hele hendes liv og hendes søster blev syg som teenager. De oplevelser hun fik med moderen på kommunen har været en drivkraft for Linda Villadsen.
– Ingen skal nogen sinde tales til, som min mor blev talt til på kommunen. Så grimt, og ydmygende og fornedrende, siger hun.
Da både moderen og søsteren døde, stod Linda Villadsen med et tomrum, fordi hun for første gang i 40 år ikke havde det store arbejde med at være pårørende. Det har hun siden fyldt med frivilligt arbejde.
Arbejde, gå hjem, se tv, finde den næste fest
Før de mødtes endte Carsten Larsen med et alkoholproblem, selvom han havde svoret, det aldrig skulle ske.
- I så mange år var mit liv arbejde, gå hjem, se tv, finde den næste fest og gå til fodbold. Jeg vil aldrig bebrejde nogen, at de lever sådan. Nu vil jeg bare gerne noget andet, siger han.
Carsten Larsen mener, at hvis alle de nedskæringer, der er sket de seneste ti år, havde fundet sted på en uge, ville det have medfødt et oprør. Men fordi det er sket ’efter salamimetoden’, lidt af gangen, lægger man ikke mærke til det.
I virkeligheden kan vi alle sammen godt gøre noget. Måske bare en gang hver anden måned
Hvor er middelklassens protester?
Parret møder ofte mennesker på kontanthjælp, der spørger, hvor middelklassen er i protesterne mod nedskæringerne og stramningerne.
- Men jeg tror, at når man hele tiden bliver bombarderet med artikler om, hvor slemt det står til, så bliver man træt og holder op med at læse. Sådan har jeg det selv. Vi vil gerne give en handlemulighed. I virkeligheden kan vi alle sammen godt gøre noget. Måske bare en gang hver anden måned, siger Linda Villadsen.
De mener også, at vreden og desperationen i tonen bliver for meget for nogle, og at politikerne er helt døve over for vrede.
- Indignation er jo født af vrede. Men vreden bliver nødt til at blive brugt som driftkraft for noget andet. Derfor tror vi på kærlig, venlig protest. Der er et medlem af gruppen, der maler strandsten med budskab om modstand mod reformerne og lægger dem ud i bybilledet. Så bliver man mødt med det, hvor man mindst venter det, siger hun.