MAN HAR LOVGIVET mod kvaksalveri og lægelig forsømmelighed i Danmark lige siden 1794. Det har man gjort for at beskytte patienterne så godt som muligt imod uvederhæftig, svindelagtig eller uforsvarlig behandling. Den nugældende lovgivning herom findes i Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Kvaksalveri er svindelagtig lægelig virksomhed, som udøves af personer uden lægeautorisation. Men ikke alle former for kvaksalveri er ulovlige. Med undtagelse af en række nærmere bestemte områder er det tilladt personer uden sundhedsautorisation at behandle syge mennesker, hvis de ikke i den forbindelse udsætter disse borgeres helbred for påviselig fare. Tilsvarende gælder det, at en autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet.
Men hvordan skal man så forholde sig til det, hvis behandling, der ikke er evidens for, og som skader folk, udføres af autoriserede sundhedspersoner og anbefales af det autoriserede kommunale system? Er det så forsømmelighed eller kvaksalveri? Det har jeg tænkt lidt over i forbindelse med en nyere tendens inden for det danske sundheds- og socialvæsen, som bekymrer mig og mange af mine medborgere. Tillad mig at uddybe det nærmere.
”FUNKTIONELLE LIDELSER” er et diagnosekoncept, som har fundet vej ind i det danske sundhedsvæsen siden 1998. Det er opfundet af speciallæge i psykiatri Per Fink med flere og varetages af Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitetshospital og af dens lillebror, Liaison-klinikken på Bispebjerg Hospital. Klinikkerne støttes med store millionbeløb af blandt andet TrygFonden og Lundbeckfonden.
Funktionelle lidelser er ikke en diagnose i WHO’s forstand, men er af Per Fink og flere andre læger blevet brugt som en udelukkelsesdiagnose, når de ikke kan finde nogen organisk forklaring på fysiske lidelser hos patienter. Denne ikke-diagnose betyder, at de ikke længere vil lade patienterne udrede af det etablerede sundhedsvæsens fysiske lægespecialer, men giver sig i kast med at behandle dem ud fra en forestilling om, at der er en forbindelse (fransk: liaison) mellem fysiske symptomer og mulige psykiske eller indbildte grunde.
Vi taler om patienter med alle mulige fysiske symptomer lige fra tarmproblemer til træthed. De bliver skønnet syge med denne diffuse ”funktionelle” diagnose, hvor man dybest set betragter problemet som noget, der findes i hovedet på folk – altså en slags hypokondri. Det problematiske er, at man derved konverterer fysiske lidelser til psykiske eller indbildte lidelser. Behandlingen bliver derefter: en cocktail af kognitiv adfærdsterapi, mindfulness, psykofarmaka med videre.
DER HENVISES TIL klinikkerne for funktionelle lidelser og liaison fra både det officielle sundhedssystem og det sociale systems side, selvom behandlingen er rene forsøg. For TrygFonden er det en god forretning, at patienterne nu betragtes som psykisk syge, for så sparer den mange penge på sygeforsikringer og arbejdsskadeforsikringer. For Lundbeckfonden og andre medicinalselskaber er det også en god forretning, fordi rekrutteringen øger salget af psykofarmaka. Det er også en god forretning for regionerne, for de sparer penge ved ikke at udrede og behandle de pågældende borgeres lidelser. Og det er en god forretning for kommunerne, som sparer mange penge ved at trække sagsbehandlingen af syge borgere i langdrag og give dem kontanthjælp i stedet for sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension.
At ikke alene lægerne, men også sagsbehandlerne i kommunerne vejledes direkte om muligheden for at sende patienterne hen på de funktionelle klinikker, fremgik så sent som den 20. juli 2016 af et opslag på Dansk Socialrådgiverforenings facebookside. Her havde de et regulært markedsføringsfremstød om funktionelle lidelser, ligesom de linkede til en artikel om sagen i Socialrådgiveren 8/2016. Det blev indledningsvist sagt, at socialrådgivere ikke skal diagnosticere eller stille behandlingsforslag til patienterne. Det var ikke desto mindre lige præcis det, den pågældende socialrådgiver og formidler ved Per Finks klinik, Maria Bergstrøm, opfordrede sagsbehandlere i kommunerne til at gøre.
DANSK SOCIALRÅDGIVERFORENING bevæger sig her ud i kvaksalveri. Når det kombineres med den lægelige praksis med funktionelle lidelser, som man i al fald må kalde forsømmelig, hvis ikke ligefrem kvaksalverisk, så bliver det meget alvorligt for patientsikkerheden og retssikkerheden.
Det betyder for det første, at borgerne ikke får mulighed for at få den rette diagnose og den rette behandling i sundhedsvæsenet – og det er naturligvis ekstra alvorligt, hvis der for eksempel gemmer sig en kræftlidelse eller anden alvorlig sygdom, som ikke bliver behandlet. Det er udtryk for disrespekt for borgernes sygdomssituation og livsmuligheder, at man ikke anerkender eksistensen af sygdommene og ikke giver borgerne mulighed for at få udredt sammenhængene og få en adækvat behandling.
Det betyder for det andet, at deres mulighed for forsørgelse i det sociale system forringes, fordi der eksisterer en falsk politisk konsensus om, at funktionelle/psykiatriske sygdomme ikke er alvorlige og kroniske. Det var jo en del af den politiske argumentation bag blandt andet reformen af førtidspension, at man ønskede at begrænse antallet af tilkendelser af førtidspension til personer med psykisk sygdom. Også dét er udtryk for disrespekt.
UDEN DEN RIGTIGE BEHANDLING OG FORSØRGELSE er disse borgere ilde stedt nu og fremadrettet. Jeg kan derfor kun opfordre kloge og ordentlige læger og sagsbehandlere til at sige fra over for at medvirke i dette politisk-økonomiske spil!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.