Om to uger skal aktionærerne i Billund Trav A/S på den kommende ordinære generalforsamling tage stilling til et eventuelt salg af travbanen, skriver TV Syd.
Bestyrelsen for Billund Trav A/S har modtaget et købstilbud på 58 millioner kroner fra Kirkbi A/S, som er Lego-familien Kirk Christiansens investerings- og holdingselskab.
Kirkbis primære aktivet er ejerskabet af Lego Group, hvor man ejer 75 procent. Selskabet har en egenkapital på godt 76 milliarder kroner.
På generalforsamlingen tirsdag den 18. august skal aktionærerne, som er de reelle ejere af travbanen, tage stilling til, om bestyrelsen skal have bemyndigelse til at gennemføre et salg af travbanen for minimum 58 millioner kroner.
Billund Trav hed tidligere Sydjysk Væddeløbsbane og er en travbane beliggende i Billund. Banen åbnede i 1971 og har i tidens løb både haft galopløb, hundevæddeløb samt travløb.
I dag står der kun travløb på programmet.
Det er anden gang, at Legofamiliens pengetank, Kirkbi, forsøger at overtage det eftertragtede areal på Nordmarksvej. Formålet er ifølge TV Syd, at nedlægge travbanen og bruge det centralt beliggende areal i Billund til andet formål.
I 2016 sagde et flertal af travbanens aktionærer nej til at sælge for 45 millioner kroner.
På generalforsamlingen skal to tredjedele af de repræsenterede aktionærer stemme for forslaget, for at det kan vedtages.
Hvis to tredjedele af de repræsenterede aktionærer stemmer for forslaget, vil der blive indkaldt til endelig behandling af forslaget på en ekstraordinær generalforsamling, der sandsynlig vis vil finde sted i september.
- Bestyrelsen har ikke nogen holdning til, om vi skal sælge eller afvise tilbudet. Det skal aktionærerne selv afgøre, siger bestyrelsesformand Peter Fog til TV Syd.
I købstilbuddet indgår, at Billund Trav har mulighed for at fortsætte driften indtil udgangen af 2021, således at travbanen også kan afvikle travløb i næste sæson.
Gennemføres salget vil banen lukke 50 år efter åbningen.