Arvefjendeopgøret nummer 100 mellem Sverige og Danmark i fodbold 6. juni bliver måske alligevel sendt til tv-seere, der ikke har adgang til digitalt tv.
Det er de seneste ugers debat, hvor flere borgere har skrevet til kulturminister Carina Christensen (K), der har fået tv-selskaberne til at undersøge, om de kan sende den til fodboldhungrende tv-seere uden digitalt signal.
Adm. direktør for Yousee Niels Breining fortæller, at TDC, Telia og Viasat, der har købt visningsrettighederne til kampen, undersøger, om det er praktisk muligt at ændre den oprindelige beslutning, der reserverede fodboldkampen til de digitale tv-kunder.
"Al omtalen og balladen om den her kamp har overrasket os, og nu er vi der, hvor vi overvejer, om vi ikke har opnået den omtale, vi skulle. Vi er forbi 11. time, og hvis vi overhovedet skal nå at ændre beslutningen, er det nu. Vi er positive over for idéen og har derfor sat os sammen for at se, om det er praktisk muligt," siger Niels Breining ifølge Berlingske Tidende.
Han fortæller, at en mulig løsning kan være at vise kampen på Yousees infokanaler, som alle kunder har adgang til, ligesom kampen kan vises på TV 3 Puls, siger Niels Breining.
Det står dermed klart, at kampen ikke bliver vist hverken på TV 2 eller DR.