Lægestuderende i både København og Aarhus bidrager i kampen mod coronavirus.
Eksempelvis hjælper 40 lægestuderende fra Københavns Universitet med bemandingen af myndighedernes coronahotline, som alle kan ringe til.
Studerende fra Aarhus Universitet hjælper med at pode personer, der muligvis er smittet, ved en drive-in testfacilitet ved Aarhus Universitetshospital.
- Vi har sagt til myndighederne, at vi gerne vil bidrage så meget, vi kan, siger Lotte Lindgreen Eriksen, næstformand i Foreningen af Danske Lægestuderende.
Foreningen samler 5300 lægestuderende landet over, og mange af dem har fået dele af undervisningen aflyst.
Eksempelvis er forelæsningerne for kandidatstuderende på Aarhus Universitet blevet aflyst.
Det er sket for at minimere risikoen for smittespredning ved større forsamlinger.
Det giver tid hos de studerende til at tilbyde deres hjælp, forklarer Lotte Lindgreen Eriksen.
- Vi dækker også ind og aflaster læger og sygeplejersker, der eksempelvis er ramt af karantæne.
- Der er mange steder, hvor vi kan træde til, både for at håndtere og hjælpe med at bekæmpe coronavirus, men også aflaste ansatte, siger Lotte Lindgreen Eriksen.
I Region Midtjylland assisterer studerende ligeledes med at kontakte karantæneramte borgere per telefon.
Her spørger de borgerne om eventuelle symptomer på coronavirus.
Lotte Lindgreen Eriksen kan godt forestille sig, at lægestuderende kan komme til at spille en endnu større rolle, hvis antallet af coronasmittede stiger i samme takt som hidtil.
- Det tror jeg, at vi kan blive nødt til, siger hun og understreger, at de studerende er klar:
- De medicinstuderende har valgt det her fag for at hjælpe andre. Jeg tror, det er drivkraften i en akut situation, som den vi står i nu.
/ritzau/