De praktiserende læger bakker op om planen hos Statens Serum Institut om skabe sig et overblik over coronasmittens udbredelse ved hjælp af hjemmetest.
- Vi synes, det er en god idé at holde øje med, hvor udbredt smitten er i samfundet.
- Behovet er kun blevet større, efterhånden som man kun tester de meget syge.
- Så vi ved ikke, hvordan epidemien udvikler sig, siger Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.
Selskabet har 5000 medlemmer, hvoraf størstedelen er praktiserende læger.
Planen omfatter op mod 120 læger i det såkaldte sentinelnetværk - et netværk af læger, der i forvejen bidrager til den normale influenzaovervågning.
De skal stikprøvevist teste borgere, der har kontaktet lægen, fordi de har symptomer på coronasmitte.
Lægerne vil så udlevere en hjemmetest, som pårørende eller venner til de pågældende borgere afhenter.
Borgerne kan så teste sig selv ved hjælp af en podning i næse eller svælg.
Prøveresultaterne analyseres af Statens Serum Institut.
- Det er ikke for at teste de givne personer som sådan, men for at finde ud af, hvor vi er henne i epidemiens udvikling.
- Vi skal hele tiden indrette vores sundhedsvæsen efter, hvor vi er henne. Det kan vi kun gøre, hvis vi får nogle tal på det, siger Anders Beich.
Hos Statens Serum Institut siger afdelingschef Tyra Grove Krause, at formålet med hjemmetest netop er at få en indikation om udbredelsen.
- Vi gør det for at få et indtryk af sygdomsbyrden i samfundet. Så vi kan følge op på, om nogle af de tiltag, der er iværksat, virker ude i samfundet.
- Det andet er, at vi godt vil prøve at finde ud af, hvor mange der har milde symptomer, og som ikke ender på sygehus.
- Det siger noget om, hvor mange som stadig vil være modtagelige for at blive smittet i en eventuel ny bølge, siger Tyra Grove Krause.
Statens Serum Institut arbejder på at iværksætte planen så hurtigt som muligt.
Det kan betyde, at et udvalg af praktiserende læger landet over allerede fra næste uge vil være klar til at udlevere hjemmetest til borgere med symptomer på coronavirus.
Aktuelt er der 960 bekræftede tilfælde af coronasmitte blandt danskerne.
/ritzau/