De fleste har nok slået et smut forbi netportalen netdoktor.dk, når et udslæt, en smerte eller anden kropslig skavank er dukket op.
Men det skal man passe på med, lyder advarslen nu fra flere læger og fra Forbrugerrådet Tænk. Det skriver tv2.dk.
Fagfolkene mener, at netdoktor.dk skjuler reklame for medicin som oplysning. Og blandingen mellem reklame og artikler med råd til sundhed og sygdom får lægerne til at frygte, at patienter kan blive overmedicineret.
Derfor skal man helt droppe netdoktor.dk, lyder det.
Jørgen Skadborg er praktiserende læge i Vejle. Når han hører fra sine patienter, at de bruger netdoktor.dk, så fortæller han dem, at de skal lade være.
- Jeg er meget forarget over, at man prøver at påstå, at det er uafhængigt, når det er så reklamefinansieret, som det er, siger han til tv2.dk.
Frygten deles af den uafhængige forskningsenhed Cochrane.
- De her annoncekampagner har karakter af reklame for receptpligtig medicin. Det er forbudt i hele verden – bortset fra USA og New Zealand. Det er det af den grund, at det øger medicinforbruget på uhensigtsmæssig vis - og det medfører en sygeliggørelse af vores befolkning, lyder det fra Karsten Juhl Jørgensen, der er overlæge og vicedirektør i Cochrane til tv2.dk.
Hos netdoktor.dk afviser de dog kritikken.
- Danskerne ville ikke bruge Netdoktor igen år efter år, hvis ikke det var fordi, de stolede på os. Det kan de også sagtens, siger Rikke Esbjerg, der er direktør i Netdoktor.
Flere steder på netdoktor.dk kan man se, når der er tale om sponseret indhold. Men Lægemiddelstyrelsen siger til TV 2, at de vil se nærmere på, om Netdoktor overholder lovgivningen.