Nykøbing Falster Sygehus er blevet meldt til politiet i sagen om den 76-årige lamme Tove Sonn fra Præstø.
Hun blev for knap et år siden kvalt i den føde, hun indtog via en sonde. Styrelsen for Patientklager har siden givet sønnen Ib Sonn ret i, at det var forkerte procedurer omkring sondemaden, som kvalte hans mor.
I obduktionen af Tove Sonn fremgår det, at "der fandtes indsuget sondemad i luftrørsforgreningerne i spærrende mængde. Dødsårsagen må, når det i sagen oplyste sammenholdes med obduktionsfundene, antages at være kvælning ved indre spærring grundet sondemad i luftvejene".
Ib Sonn klagede også over, at hans mor ikke blev medicineret korrekt under sin indlæggelse. Den klage fik han ikke medhold i hos Styrelsen for Patientklager.
Ifølge TV Øst ligger sagen hos Anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her vil man i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen.
I et skriftlig svar til tv-stationen oplyser Nykøbing Falster Sygehus, at man ikke ønsker at udtale sig, mens sagen stadig er under behandling hos anklagemyndigheden. Sagen er "underlagt udvidet tavshedspligt".