Papegøjer, tukaner, aber, skildpadder og anakonda-slanger.
Vilde dyr fra eksotiske egne af verden er en særdeles indbringende forretning for klodens krybskytter.
Faktisk overgås dyrene kun af narko- og våbenhandel på listen over de allermest profitable områder på den sorte børs.
Det fastslår organisationen Renctas, som er et nationalt netværk i Brasilien og kæmper mod den omfattende ulovlige handel med vilde dyr.
Alene i Brasilien henter krybskytter op mod 40 millioner dyr fra junglen hvert år - også truede arter - lyder vurderingen.
- Ifølge vores estimater bliver 38 millioner vilde dyr - 80 procent af dem fugle - hvert år hugget fra skovene i Brasilien. Næsten 90 procent af dem dør under transport, siger Rauff Lima, som er talsmand for Renctas.
Men krybskytterne bekymrer sig ikke om de høje tabstal i fuglebure og bag i lastbiler. Den illegale handel med papegøjer, skildpadder og andre jungledyr er en kæmpe industri med en omsætning på 11 milliarder kroner om året.
Dyrene ender oftest i private hjem hos særligt interesserede samlere, som anskaffer sig dem ulovligt, lyder det fra Rauff Lima.
Brasilien er Latinamerikas største land - det måler 8,5 millioner kvadratkilometer - og menes at have den største biodiversitet i dyre- og planteliv på hele planeten.
Landet kan prale af 530 arter pattedyr, 1800 fuglearter, 680 forskellige reptiler og 300 forskellige fisk.
Ifølge det brasilianske miljøministerium står 627 arter nu over for udryddelse - hvilket er en tredobling på 15 år.
AFP