Selv om en byggeplads er livsfarlig, kan chefen undgå bøder og straf. For anklagemyndigheden ser ud til at undlade at straffe arbejdsgivere, selv om Arbejdstilsynet har vurderet, at der burde være rejst sag.
Sådan lyder kritikken fra fagforeningerne i byggefagene TIB, Blik og Rør, 3F og Malernes Fagforening. Kritikken støttes af tal fra Arbejdstilsynet.
"Vi oplever, at politiet tager alt for let på sager om sikkerhed på byggepladser," siger Freddy Riderhaugen, faglig sekretær i TIB's byggegruppe.
Færre og færre bøder til chefer
Arbejdstilsynet afgør, om en chef har slækket så groft på sikkerheden, at han kan straffes. I så fald sender tilsynet sagen videre til politiet og anklagemyndigheden, der så giver cheferne en bøde eller en straf.
Men antallet af byretsdomme og bøder til chefer er halveret fra 2002 til 2008, selv om Arbejdstilsynets indstillinger af arbejdsgivere til straf har været ret stabilt.
Ifølge fagforeningerne må det betyde, at der er nogle af sagerne, som anklagemyndigheden enten dropper eller lader ligge på skrivebordet.
"Der er tale om et drastisk fald. Det er yderst kritisabelt. Jo flere gange et firma kan komme at sted med at se stort på sikkerheden uden at blive straffet, jo mere vil firmaerne tillade sig at se stort på reglerne," siger Freddy Riderhaugen.
Anklagemyndigheden tror ikke på tallene
Anklagemyndigheden afviser, at nogle sager bliver liggende på skrivebordet. Jens Røn, der er statsadvokat hos Rigsadvokaten, er heller ikke enig i, at politiet tager for let på sager om arbejdsmiljø.
Anklagemyndigheden mener, at tallene er ufuldstændige, og at Arbejdstilsynet får for dårlig tilbagemelding om, hvad der sker i hver enkelt sag. Den har dog ikke kunnet finde frem til tal, der kan afkræfte et fald i antallet af sager.
"Vi tror, at tallene er udtryk for, at politiet ikke altid får meldt tilbage, når de har ført en sag til dørs. Det skal vi blive bedre til fremover," siger Jens Røn statsadvokat hos Rigsadvokaten.
Læs: Fik byggepladsens strøm gennem sig
- I 2002 resulterede 85 procent af de sager, som Arbejdstilsynet indstillede til politiet i en bøde eller en byretsdom.
- I 2007 var det kun 28 procent af de sager, som Arbejdstilsynet indstillede til politiet i en bøde eller en byretsdom.
- I 2008 kun 44 procent af de sager, som Arbejdstilsynet indstillede til politiet i en bøde eller en byretsdom.
Kilde: Arbejdstilsynet.