Hvilken dansk instruktør modtog en Oscar for filmen "Hævnen" fra 2010? Hvem er Venstres nye formand? Og hvad er navnet på en dansk komponist, der blandt andet er kendt for sine operaer?
Sådan lyder nogle af de i alt 40 spørgsmål, som kommende danske statsborgere skal kunne svare på i indfødsretsprøven.
Indfødsretsprøven, som er afgørende for at få dansk statsborgerskab, er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag, efter at prøven har været holdt rundt i landet.
I alt har 4278 håbefulde ansøgere været tilmeldt prøven.
Hvis ansøgerne har haft korrekte svar som "Susanne Bier", "Jakob Ellemann-Jensen" og "Carl Nielsen", er de skridtet nærmere på at bestå prøven, der kræver 32 rigtige svar ud af 40. Alle spørgsmålene har to til tre valgmuligheder og ét rigtigt svar.
35 af spørgsmålene er udarbejdet på baggrund af læremateriale, der stilles gratis til rådighed.
De sidste fem spørgsmål er om aktuelle emner inden for eksempelvis politik eller kulturelle begivenheder. Her bliver prøvedeltagerne blandt andet spurgt, hvad "brexit" - Storbritanniens udtræden af EU - er en betegnelse for.
Ansøgerne har 45 minutter uden hjælpemidler til at besvare de 40 spørgsmål.
De seneste år har lidt flere end halvdelen af ansøgerne bestået indfødsretsprøven. Til den seneste prøve i juni bestod 52,77 procent.
Det forventes, at den samlede beståelsesprocent vil blive offentliggjort den 18. december.
Indfødsretsprøven er blevet indført efter en bred politisk aftale fra 2015.
Det er en betingelse for at blive dansk statsborger, at ansøgeren dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved at have bestået indfødsretsprøven.
/ritzau/